Tunesien fyrer landstræner kort efter svensk VM-lussing

15. JUN 2026 • 18:31SPORT

Midt under VM har Tunesien fyret landstræner Sabri Lamouchi efter 1-5-nederlaget til Sverige i første kamp.

Der gik ikke engang 12 timer, fra Tunesien led et stort nederlag til Sverige i VM-premieren, til landstræner Sabri Lamouchi blev fyret.

Det oplyser det tunesiske fodboldforbund mandag på Instagram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Her fremgår det, at forbundet planlægger at udpege Mondher Kebaier til at overtage jobbet i de resterende VM-kampe.

Kebaier har været en del af den tekniske stab på landsholdet siden februar 2025 og har tidligere været Tunesiens landstræner fra 2019 til 2022.

Sverige vandt tidligt mandag morgen dansk tid 5-1 over Tunesien, som dermed fik en skidt start på slutrunden i Nordamerika.

Tuneserne fik en enkelt scoring i første halvleg, men stod reelt aldrig en chance mod svenskerne, der kørte sejren hjem i anden halvleg.

Den 54-årige Lamouchi blev ansat som landstræner i januar, men var ifølge Reuters allerede under pres før slutrunden efter et 0-5-nederlag til Belgien i en testkamp kort før VM.

Han nåede i alt blot fem kampe som landstræner for Tunesien, hvor det blev til én sejr. Det var i debutkampen i marts mod Haiti.

Den franske træner stod også i spidsen for Elfenbenskysten ved VM i 2014, hvor holdet ikke kom videre fra gruppespillet.

Tunesien skal nu forsøge at spille sig videre fra gruppen uden Lamouchi ved roret.

Næste kamp er mod Japan tidligt søndag morgen dansk tid. Den sidste gruppekamp spilles natten til 26. juni mod Holland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT