Spansk forsvar gav Aalborgs offensiv grå hår

13. JUN 2026 • 21:10SPORT

Aalborg kæmpede kampen igennem med Barcelonas forsvar. Nordjyderne blev lokket i fælder, lyder konklusionen.

Stjernen Dika Mem havde allerede inden opgøret udpeget Barcelonas defensiv som nøglen til at slå Aalborg Håndbold. Og nordjyderne fik aldrig lirket den spanske lås op.

Uvant lavede Aalborg kampen igennem mange fejl i Champions League-semifinalen, hvor Barcelona tog finalebilletten med 37-32 efter forlænget spilletid.

En af dem, der var offer for den spanske defensiv, var playmaker Thomas Arnoldsen.

- De lokkede hele tiden en i fælder. Så troede man, at man var igennem, men så tog de farten ud af en. Det var de virkelig dygtige til. Vi fik ikke formået at finde en løsning på det, siger han.

Sander Sagosen startede inde for Aalborg, men da nordjyderne efter et kvarter blot havde lavet fire mål, blev den norske styrmand sendt på bænken.

Han kom dog senere ind og var med, da Aalborg i anden halvleg kæmpede sig tilbage.

- Vi leverede virkelig et flot comeback i anden halvleg, men vi lavede bare for mange dumme tekniske fejl.

- Det gør pisseondt. Det var finalen, vi kom efter, siger norske Sagosen.

Fra den anden ende af banen kunne Niklas Landin også se sine holdkammerater have det svært med Ludovic Fabregas, Jonathan Carlsbogård og resten af Barcelona-forsvaret.

- Jeg ved ikke, om vi havde for stor respekt for Barcelona i starten af kampen, men vi havde utrolig svært ved at finde det spil, vi har vist i hele sæsonen, siger keeperen.

Aalborg havde i slutningen af den ordinære spilletid haft succes med at spille syv mod seks i angrebet, men i de ekstra ti minutter gav det bagslag.

- Deres måde at dække forsvar på er utrolig ubehagelig. Især når man ikke har stået over for det særlig mange gange før. Og så straffer de alle små fejl.

- Vi lavede nogle uprovokerede fejl, som man ikke må gøre mod Barcelona. Det gjorde, at den tippede over til dem, siger Niklas Landin.

/ritzau

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT