En person, der i retten blev omtalt som "EL Money", stod bag planlægning af brandstiftelser sidste år.
Den ukrainske mand Roman Lavrynovytj er mandag blevet kendt skyldig i brandstiftelser ved flere ejendomme knyttet til den britiske premierminister, Keir Starmer.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge flere mediers undersøgende projekter har sagen forbindelse til Rusland via en Telegram-bruger, som rekrutterede ukraineren.
Brandstiftelserne skete over fem dage i maj sidste år.
Her blev britisk politi kaldt ud til brande ved et hus i det nordlige London med forbindelse til Starmer, en anden ejendom, hvor premierministeren tidligere havde boet, og til en brand i en Toyota, som også havde været ejet af Starmer.
Brandene blev påsat på vegne af en person, som den ukrainske mand blot kendte som "EL Money".
Vedkommende havde via det sociale medie Telegram lovet Lavrynovytj betaling i kryptovaluta.
Også rumænske Stanislav Carpiuc er kendt skyldig i sagen. Mens den ukrainske mand er kendt skyldig i to forhold om brandstiftelse, er rumænske Carpiuc kun kendt skyldig i planlægning af brandstiftelser.
Der er strafudmåling fredag for Lavrynovytj og Carpiuc.
BBC har undersøgt "EL Money", som personen, der bestilte angrebet, var gemt som i Lavrynovytjs telefon.
Ifølge det britiske medie er vedkommende formentlig en ung russisk diplomat, som var blevet oplært i informationskrig af spioner og propagandafolk. Det britiske medie skriver dog, at det ikke er sikkert.
Mediet Financial Times har også undersøgt sagen.
Det internationale medie skriver, at "EL Money" befandt sig i Rusland og havde forbindelser til en fremtrædende hackergruppe ved navn NoName. USA har omtalt NoName som godkendt af den russiske stat.
"EL Moneys" mulige baggrund var dog ikke en del af retssagen.
Den russiske ambassade har ifølge BBC udtalt, at Rusland ikke udgør en trussel mod Storbritannien og ikke har nogen "aggressive intentioner".
- Vi afviser ethvert forsøg på at knytte Rusland eller dets udenrigsministerium til ulovlige aktiviteter.
/ritzau/