Belgier spurter forbi Lund og vinder Copenhagen Sprint

14. JUN 2026 • 16:31SPORT

Et stort styrt prægede årets udgave af Copenhagen Sprint, og det udviklede sig til et vildt forfølgelsesløb.

Det var meget tæt på dansk cykelsucces i de københavnske gader, men det endte med en andenplads for den danske rytter Tobias Lund Andresen (Decathlon) i World Tour-løbet Copenhagen Sprint.

Jasper Philipsen (Alpecin) viste sig som den stærkeste, da belgieren vandt den anden udgave af World Tour-løbet.

Flere af de største sprintkanoner var ikke med i finalespurten, da de var blevet hægtet af i et stort styrt med 19 kilometer til mål.

Det gav plads til andre og nogle af de mindre stærke sprintere. Sam Welsford (Netcompany Ineos) blev nummer tre.

Også Søren Kragh Andersen (Lidl-Trek) deltog i spurten og endte på tiendepladsen.

Det blev et løb, der endte som et vildt forfølgelsesløb, da en kvartet var gået tidligt i udbrud.

Her var tre danskere med. Både Anders Foldager (Jayco), William Levy Blume (Uno-X) og Mads Andersen (Swatt Club) lykkedes med at komme afsted.

Den danske trio havde selskab af belgieren Rune Herregodts (UAE Emirates), men udbruddet blev hele tiden holdt i kort snor og virkede til at være under kontrol.

Men et styrt med 19 kilometer til mål skabte stor dramatik. Det betød nemlig, at et meget lille felt fik et stort forspring ned til de øvrige ryttere.

Blandt andre blev flere af de store sprintere fanget i styrtet - heriblandt Tim Merlier (Quick-Step) og Dylan Groenewegen (Unibet).

Det var mange benmuskler, der røg i jagten på de forreste, og det gav en hæsblæsende finale.

De fire forreste troede pludselig på det hele igen, men feltet nåede akkurat at indhente kvartetten med omkring 800 meter til mål.

Philipsen, som ikke blev fanget af styrtet, havde placeret sig godt og viste sig som den stærkeste i det decimerede sprinterfelt.

Dermed endte årets udgave med at ligne sidste års første udgave af løbet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT