Frederik Andersen sendte en tanke til sin afdøde ven og manager efter at have modtaget særlig hyldest.
Frederik Andersen fra Herning har været afgørende for, at Carolina Hurricanes natten til mandag kunne løfte Stanley Cup-trofæet i Las Vegas.Den danske NHL-keeper har spillet en stor sæson mellem stængerne, og det blev han belønnet for efter finalesejren over Vegas Golden Knights.
Da kaptajn Jordan Staal havde løftet det enorme trofæ, satte han omgående retning mod Frederik Andersen, som fik trofæet overbragt som den første.
- Jeg var meget overrasket og blev taget på sengen. Det kommer til at tage noget tid at fatte det, siger Frederik Andersen til det amerikanske sportsmedie Sportsnet.
Nikolaj Ehlers har også spillet et stort slutspil for Carolina og scorede det sidste mål i nattens 3-0-sejr, men han måtte vente lidt, før det blev hans tur til at løfte trofæet.
For Jordan Staal var det helt naturligt, at Frederik Andersen skulle løfte trofæet som den første efter ham selv.
- Han satte os i gang i slutspillet. Jeg er bare stolt af den måde, han har spillet på. Han har givet os ro, og han har givet os chancen for at bevæge os fremad, siger Jordan Staal.
Mens Frederik Andersen altså har spillet en fremragende sæson for Carolina, måtte han i de sidste finalekampe se til fra tribunen.
I finaleseriens kamp nummer tre blev han pillet ud efter anden periode og kom ikke på isen igen, før han natten til mandag jublede med holdkammeraterne. Og der har været stor spekulation om årsagen.
Nogle iagttagere har budt på, at årsagen kunne være mentalt pres, efter at Frederik Andersens nære ven og manager Claude Lemieux tog sit eget liv lige før finaleserien, ligesom spekulationer om en hjernerystelse har floreret.
Carolina har dog slået fast, at danskeren har været ramt af en knæskade.
Efter triumfen var Claude Lemieuxs død imidlertid et tema, og en tydeligt berørt Frederik Andersen fortalte, at han ikke kunne undgå at tænke på ham.
- Han ville bare være stolt af mig. Han ville altid mig, sine spillere og sin familie det bedste. Det er svært at beskrive, hvor meget han har betydet for mig, og hvor stort det er for mig at få mit navn på det trofæ sammen med ham, siger Andersen om Lemieux, der vandt Stanley Cup tre gange i sin karriere.
Frederik Andersen sendte desuden en venlig tanke til sine holdkammerater for at være der for ham i en svær periode.
- Alle går igennem ting - store eller små - i løbet af et år. Og holdet har samlet hinanden op og hjulpet hinanden. Det har været så specielt, siger Frederik Andersen, som nu skal fejre triumfen og have trofæet med hjem til Danmark.
- Det er svært at sætte ord på, hvor godt det føles, og hvor mange gode tider vi får i de næste måneder og år som gruppe, hvor vi skal fejre det her, siger han.
Carolina Hurricanes vandt finaleserien over Vegas Golden Knights med 4-2 i kampe.
/ritzau/