Barcelona trak det længste strå i overtiden mod Aalborg Håndbold i Champions Leagues semifinale.
Aalborg Håndbold havde flere muligheder for at nedkæmpe mægtige Barcelona i Champions League-semifinalen, men de blev ikke udnyttet.Derfor bliver søndagens finale uden Aalborg, der lørdag tabte et regulært overtidsdrama 32-37 til spanierne.
I de ti ekstra spilleminutter leverede Aalborg for mange fejl. Det kan man ikke gøre i en Champions League-semifinale mod stormagten Barcelona.
Flere gange scorede spanierne i et tomt Aalborg-mål, og spændingen blev hurtigt punkteret.
Forinden var gået 60 minutter, hvor nordjyderne det meste af tiden halsede efter, men en stærk slutspurt gjorde, at Aalborg faktisk til sidst i den ordinære tid angreb for sejren.
Den mulighed vil formenlig holde flere af Aalborg-spillerne søvnløse forud for søndagens bronzekamp mod sidste års vinder, Magdeburg.
Barcelona skal i finalen møde Füchse Berlin, der slog den forsvarende vinder tidligere lørdag.
Nordjyderne kender efterhånden rejseplanen for at skulle finde til Final 4 i Köln, hvor Aalborg er med for tredje gang siden 2021.
Og det var tydeligt at se i opbakningen. Et rødt hjørne gjorde sit og var medvirkende til, at Lanxess Arenas tag nærmest løftede sig, da der skulle overtid til. Men det var ikke nok.
Niklas Landin sørgede ellers for, at give sine nordjyske kammerater tro på tingene fra start. Inden for de første fem minutter imponerede han med to store redninger, en af dem på den franske stjerne Dika Mem, der var helt fri.
Aalborgs problem var bare, at i den anden ende stod manden, der af mange regnes som verdens bedste keeper.
Emil Nielsen havde Aalborg-skytterne i baglommen. Da Barcelonas krydsspil begyndte at give problemer, blev et spansk hul slået.
Efter et lille kvarter blev hvirvelvinden Juri Knorr sendt på banen i et forsøg på at løse Aalborgs offensiv, der kun havde scoret fire gange.
Tyskeren trak hurtigt en udvisning, og da Landin sendte bolden i et tomt spansk mål, var blødningen stoppet. Men kun for en stund.
For Barcelona har ud over Emil Nielsen en dødbringende kontrafase, der prompte straffede et par Aalborg-fejl og bragte spanierne foran med fem.
Der blev lagt en dæmper på de mange medrejsende nordjyder, men Knorr gentændte gnisten, da han sluttede første halvleg af med en scoring direkte på frikast. Tyskeren var dog lettet fra gulvet, inden kanonkuglen blev sendt afsted.
Aalborg lå hele tiden og halsede efter med et par scoringer, og da spanierne så begyndte at sjuske, slog Aalborg til.
Med et lille kvarter igen sørgede Landin for, at en skruebold ikke overlistede ham, og et øjeblik efter bragte Kristian Bjørnsen den spanske føring ned på en scoring.
Selv om Aalborg ikke havde spillet en brandkamp, var nordjyderne altså stadig fuldt ud med, og det var blandt andet takket være syv mod seks i angrebet.
Fabian Norsten afløste Landin, og da han hev flere gode redninger frem, skabte Arnoldsen med halvandet minut tilbage kontakt for første gang siden starten. Til sidst angreb Aalborg sågar for sejren.
Men det løb ud i sandet, og i de ti ekstra minutter blev spanierne altså for stor en mundfuld, da Aalborgs syv mod seks-spil løb mod en mur.
/ritzau/