Sportsdirektør ser Herning rustet til at bryde guldtørke
Herning Blue Fox var suveræn i grundspillet og sætter alt ind på at vinde DM-guld for første gang i 13 år.
Herning Blue Fox kan prale af at være Danmarks mest vindende ishockeyklub, men det er efterhånden 13 år siden, der sidst blev tilføjet en DM-pokal til præmiehylden.Der er dog grund at tro, at den midtjyske klub omsider er på vej til at slutte guldtørken efter et grundspil, som Herning vandt med hele 13 point mere end nærmeste forfølger.
I januar strøg det stærkt besatte hold også til tops i pokalturneringen, men sportsdirektør Peter Regin slår fast, at pokalsucces og mange sejre kun er en mellemregning.
Alting handler om, hvad der står på bundlinjen efter det DM-slutspil, der begynder fredag aften.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er det, vi skal til at spille om nu, der virkelig betyder noget for klubben og også for mig selv.
- Da vi var i Final 4 i pokalturneringen, lagde vi vægt på, at det ikke er det, der kommer til at definere vores sæson. Det gør vores grundspil heller ikke, siger Regin.
Den tidligere landsholdskaptajn og NHL-spiller vendte før denne sæson tilbage til barndomsklubben i en rolle som sportsdirektør og strateg bag skrivebordet.
Han har sammensat et hold med erfarne landsholdskæmper som Mathias Bau Hansen, Morten Poulsen og Emil Kristensen, der altså viste sig som grundspillets klart stærkeste.
- Det giver selvfølgelig selvtillid, og på den måde er resultaterne i grundspillet ikke ligegyldige. Det viser, at vi har et godt hold. Vi er førsteseedet til slutspillet, og det giver os et godt udgangspunkt, siger Regin.
Holdet sluttede grundspillet med en klar 4-0-sejr over Rungsted, men ellers har resultaterne i de seneste uger været en smule ustabile med fire nederlag i de seneste otte kampe.
Noget af forklaringen kan dog være, at træner Garth Murray har kørt sine spillere hårdt i håb om at få et fysisk overskud i et udmarvende slutspil med tre kampe om ugen.
- Fordelen ved at ligge klart i spidsen har været, at vi har kunnet køre hårdt på med træningen hele året uden at geare ned.
- Vi har ikke skullet tænke på, at vi skulle være i den absolut bedste forfatning til næste kamp, og jeg håber, at det giver os en fordel, jo længere vi kommer ind i sæsonen, siger Regin.
Siden Herning sidst vandt mesterskabet, har Sønderjyske, Esbjerg, Rungsted og Aalborg alle siddet på tronen mindst to gange.
Det gør muligvis ondt i selvforståelsen i den succesvante klub, men sportsdirektøren mener ikke, at "guldforbandelsen" hæmmer spillerne på isen.
- Det fylder ikke rigtig noget for mig og heller ikke for truppen. Vi har et nyt trænerteam i år. Jeg er også ny. Ja, der er nogle spillere, der har været her i en årrække, men der er trods alt ikke nogen, der har spillet på førsteholdet siden 2012.
- Det er en del af klubbens historie, men det er ikke noget, der fylder i vores dagligdag. Men det er klart, at vi håber, at det vender, siger Peter Regin.
Herning har hjemmefordel i alle slutspilsrunder og åbner derfor kvartfinaleserien mod Herlev Eagles på egen is fredag aften.
/ritzau/