Mads P efter slidsejr: Ingen gider køre i kulde og regn
Det var koldt og regnede, da Mads Pedersen sled sig til en spurtsejr på 6. etape af Paris-Nice.
Den danske cykelrytter Mads Pedersen (Lidl-Trek) har det med at trives i koldt og vådt vejr, og det var igen tilfældet fredag, da han i rusk og regn sled sig til sejren på 6. etape af Paris-Nice.- Efter så hård en dag er det fedt at vinde. Det ville have været en skam at blive nummer to eller tre, siger danskeren i det officielle vinderinterview.
- Ingen gider at køre i 5-6 grader og regn. Det var en hård dag. Jeg er ligeglad med, at det er sådan et vejr, men jeg nyder det ikke. Jeg nyder det først nu efter sejren.
Mads Pedersen var hurtigst i en decimeret gruppe. Danskeren åbnede sin velkendte lange spurt og formåede akkurat at holde Ineos' Joshua Tarling bag sig.
- Jeg kørte en lang spurt, men Tarling er bare så stærk. Du skal aldrig regne ham ude, heller ikke i en spurt som denne. Jeg er bare glad for at vinde. Det er ligegyldigt, om du vinder med en centimeter eller en halv meter, siger Mads Pedersen.
At det var en lille gruppe, der spurtede om sejren, skyldtes, at Visma-holdet 55 kilometer fra mål lancerede et stort sidevindsangreb. 17 ryttere rev sig løs, heriblandt Mads Pedersen og hans danske holdkammerat, Mattias Skjelmose.
Derfor var der naturligvis jubel hos Lidl-Trek-holdet, der foruden Pedersens etapesejr fik Mattias Skjelmose kørt længere op i klassementet.
Skjelmose indtager nu en tredjeplads - 59 sekunder fra Matteo Jorgenson, der fører løbet, inden lørdagens mere bjergrige etape.
- Vi er glade. Det er et skridt tættere på podiet, og det er enormt dejligt, siger Skjelmose til TV 2 Sport.
- Jeg synes, at vi ligger godt til, og jeg har glædet mig til de længere bjerge. Der tror jeg, at jeg er bedre. Så det skal nok blive godt i morgen (lørdag, red.).
/ritzau/