Sportsdirektør håber på Vingegaard-løb om ti dage
Jonas Vingegaard er ramt af smerter efter styrt, men Visma-boss håber, at danskeren kører Catalonien Rundt.
Det er for tidligt at fastslå en endelig prognose for, hvor længe Jonas Vingegaard skal bruge på at komme sig over de skræmmer, han torsdag pådrog sig i Paris-Nice.Visma-sportsdirektør Grischa Niermann indikerer dog, at han næppe skal holde nogen lang pause fra cyklen. I et interview med TV 2 Sport siger direktøren, at han håber på, at Vingegaard kan stille til start i Catalonien Rundt, der begynder 24. marts.
- Personligt håber jeg, at han bliver klar til Catalonien, men det kan jeg ikke sige noget om endnu. Forhåbentlig ved vi mere om et par dage, hvordan fremtiden ser ud, siger Niermann til TV 2 Sport og uddyber om danskeren:
- Han har store smerter i hånden. Vi foretog en røntgenundersøgelse, men der var ikke noget, der var brækket. Alligevel var det smertefuldt for ham, og overordnet havde han det ikke godt efter styrtet. Derfor besluttede vi os for, at vi ikke ville tage nogen risiko og sendte ham hjem.
Udtalelserne kommer, efter at Vingegaard fredag formiddag blev trukket ud af Paris-Nice før løbets 6. etape.
Vingegaard var iført førertrøjen i Paris-Nice, da han med 80 kilometer til mål på torsdagens etape røg i asfalten.
Danskeren blev tilset af løbets lægebil, men kunne forholdsvis hurtigt sætte sig op på cyklen igen og indhente feltet foran sig.
Danskeren kunne dog ikke følge med, da etapen skulle afgøres med en stigning. Det skyldtes muligvis de smerter, han havde pådraget sig i armen som følge af styrtet. Vingegaard endte med at tabe førertrøjen til holdkammerat Matteo Jorgenson.
Danskeren indtog dog stadig løbets andenplads, inden han blev trukket ud.
/ritzau/