Atletikchef kritiserer processen op til valg af ny IOC-præsident

14. MAR 2025 • 18:25SPORT

Sebastian Coe er en af de syv kandidater på stemmesedlen, når der i næste uge skal vælges ny IOC-præsident.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) skal 20. marts vælge ny præsident, når tyske Thomas Bach til sommer forlader posten efter de maksimale 12 år.

En af kandidaterne til at overtage er præsidenten for verdensforbundet World Athletics, Sebastian Coe, og den 68-årige brite har været frustreret over forløbet op til næste uges stemmeafgivelse.

- Er det en proces, der skal kigges på? Ja. Det er det, siger Coe ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg synes, at der er bedre og mere inkluderende måder at gøre det på.

Atletikchefen efterlyser en større adgang til medlemmerne, der skal stemme, og mere transparens.

- Et valg er meget vigtigt, en af de store grunde til det er, at det giver folk mulighed for at snakke sammen.

- Fremover er det nødt til at være en mere åben og omfattende proces, siger atletikchefen.

Coe er den højest profilerede ansøger til posten, men seks andre har også meldt sig på banen.

Juan Antonio Samaranch, der er søn af den tidligere IOC-præsident med samme navn, Feisal al Hussein, David Lappartient, Kirsty Coventry, Johan Eliasch og Morinari Watanabe er de øvrige seks kandidater.

Kirsty Coventry kan både blive den første kvinde og den første afrikaner på posten, hvis hun skulle blive valgt. Hun er sportsminister i Zimbabwe.

Valget til præsidentposten sker på en IOC-kongres i græske Athen. 20. marts skal de 109 IOC-medlemmer stemmes om den nye præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT