FCK-kaptajn knytter mirakelhåb i London til held og skarphed
FCK's form er nedadgående, men skarphed og held kan være nok til et mirakel mod Chelsea, mener anføreren.
Bookmakerne har Chelsea som markant favorit til stå med Conference League-trofæet i polske Wroclaw 28. maj.Derfor vurderes FC Københavns chancer for samlet sejr over englænderne naturligvis heller ikke som store. Specielt ikke efter 1-2-nederlaget i Parken for en uge siden.
Der er omkring otte procents chance for et københavnsk mirakel i London, vurderer bookmakerne, men uanset chancens størrelse er anfører Viktor Claesson langt fra opgivende.
Præstationen i første kamp giver ham blod på tanden.
- Vi spiller mod Chelsea i London, og vi ved, at det bliver svært at spille os videre. Men vi ved også, at vi spillede op med dem i Parken, og rammer vi det niveau igen, har vi muligheden.
- Spillede vi samme kamp forfra med samme indsats, kunne vi have vundet med et mål. Så tæt var det.
- Jeg siger ikke, vi har en god chance for at gå videre, men vi kommer til at få muligheder, og med lidt mere skarphed og held har vi absolut chancen, siger Claesson.
Ud over nederlaget mod Chelsea har FCK som optakt til besøget på Stamford Bridge spillet 0-0 mod AaB og 1-1 mod Sønderjyske, hvorfor holdet og i særdeleshed offensiven har fået kritik.
- Der er altid kritik, når man spiller i FC København. Forventningen er, at man skal vinde hver kamp med tre-fire mål. Det er en del af det, og jeg forstår det godt.
- Vi har skabt mange chancer og skal score flere mål. Men nogle gange går bolden bare ikke ind, og så er man nødt til at køre videre, siger angriberen Jordan Larsson.
På papiret skriger FCK på en spidsangriber, der laver mange mål. Men i moderne fodbold er en regelmæssig målsluger ikke nødvendigvis lig med succes, påpeger Claesson.
- Arsenal har ikke nogen top-topangriber, men gør det godt alligevel og scorede syv mål mod PSV. Så er der Manchester City, der har haft en skuffende sæson, selv om de har en virkelig god angriber som Erling Haaland.
- Det handler ikke bare om at have en decideret angriber, der skal score mange mål. Det handler mere om, at vi som hold skal steppe op og blive bedre på den sidste tredjedel af banen.
- Og det gælder ikke kun en spiller. Det gælder alt fra backs til midtbanespillere og angribere. Holdet skal score flere mål, men hvem, der scorer, er lige meget, siger Claesson.
Cheftræner Jacob Neestrup har flere gange givet Superligaen førsteprioritet, men det får ikke den store betydning for de udvalgte spilleres motivation torsdag.
- Som han siger, er Superligaen det vigtigste, for vi vil gerne i Champions League i næste sæson. Det har jeg forståelse for.
- Men samtidigt vil jeg bare gerne spille mod Chelsea og gøre alt for at vinde. Så må vi se, hvor mange minutter det bliver til, siger Jordan Larsson.
Victor Froholdt, der strålede i første opgør mod Chelsea, har det på samme måde og kan sagtens abstrahere fra søndagens besøg i Viborg.
- Superligaen har høj prioritet for os. Vi skal være danske mestre til sommer og spille europæisk i næste sæson.
- Men som hold og klub tænker vi én kamp frem, så vi har fuld fokus på det, vi skal ud og levere mod Chelsea, siger den 19-årige midtbanekomet, der tirsdag blev udtaget til A-landsholdet for første gang.
Chelsea og FCK dyster fra klokken 21.
/ritzau/