Lalandia og låneomlægning opvejer misset mesterskab for FCK

14. MAR 2025 • 10:00SPORT

Parken Sport & Entertainment kom ud af 2024 med et overskud på 229,9 millioner kroner trods sportsligt bump.

Selskabet bag fodboldklubben FC København, Parken Sport & Entertainment, kom ud af regnskabsåret 2024 med et overskud efter skat på 229,9 millioner kroner.

Det oplyser selskabet til Fondsbørsen.

Resultatet er omkring 105 millioner kroner mindre end i 2023, men flugter med de økonomiske forventninger, selskabet havde.

Det solide overskud er opnået, på trods af at fodboldholdet ikke helt nåede sine målsætninger i året. Det blev kun til en tredjeplads i Superligaen, hvilket betød, at FCK ikke kunne komme i ligaspillet i Europa League, som der var budgetteret med.

I stedet endte holdet i Conference League, Europas tredjebedste klubturnering, hvor økonomien er tilsvarende lavere.

Årsagen til det tilfredsstillende regnskab skal i stedet findes i blandt andet selskabets andet store aktiv Lalandia samt i spillersalg og låneomlægning.

- Det blev som følge af den positive udvikling i Lalandia, de øgede kommercielle aktiviteter og gevinst ved koncernens låneomlægning ikke nødvendigt at nedskrive vores forventninger til året, skriver bestyrelsesformand Henrik Møgelmose i sit brev til aktionærerne i årsrapporten.

- Det vidner om styrken i koncernen, der til hver en tid skal være bæredygtig.

Selv om fodboldholdet ikke nåede sin sportslige målsætning, endte FCK med at bidrage positivt til regnskabet med 58,7 millioner kroner før skat.

Det skyldes blandt andet salget af angriberen Orri Oskarsson til Real Sociedad i sommer. Ifølge Transfermarkt tjente FCK i omegnen af 150 millioner kroner på salget af islændingen.

Samlet havde FCK et overskud på transferaktiviteter på 167,4 millioner kroner i 2024, fremgår det af regnskabet. Også Kamil Grabara og Elias Jelert er blandt de spillere, der har bidraget til det store transferoverskud.

I 2023 bidrog fodbolddelen af selskabet med 320,1 million kroner til resultatet, men det skyldtes i overvejende grad deltagelse i Champions League-gruppespillet.

Til gengæld var der i 2024 gevinst på koncernens omlægning af realkreditlån. Omlægningen betød, at Parken registrerede et positivt resultat på de finansielle poster på 28,8 millioner kroner. Året før lød den post på minus 47,4 millioner kroner.

Ud af overskuddet på 229,9 millioner kroner bliver næsten 100 millioner kroner udbetalt i udbytte til koncernens ejere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT