Sønderjyske sælger sin topscorer

26. JAN 2026 • 13:17SPORT

Kristall Ingason har været Sønderjyskes flittigste målscorer i efteråret, og nu fortsætter han i Norge.

Med seks mål før jul har Kristall Ingason været afgørende for, at Sønderjyske overvintrer på Superligaens fjerdeplads, men i foråret må klubben fra Haderslev klare sig uden sin topscorer.

Mandag meddeler Sønderjyske nemlig, at man har solgt den islandske profil til den norske klub Brann.

Salget er et af de største i Sønderjyskes historie, lyder det på klubbens hjemmeside, hvor prisen dog ikke afsløres.

- Det er aldrig hverken sjovt eller nemt at skille sig af med sine profiler, men alt i alt er vi stolte af både salget og udviklingen af Kristall Ingason, siger sportschef Casper Daather.

- Nordmændene har udvist stor interesse for Ingason over en længere periode, og nu munder det ud i et tilfredsstillende salg, der er blandt de bedste handler i vores klubhistorie, siger han.

Kristall Ingason har en fortid i ungdomsafdelingen i FC København, hvor han dog ikke var i spil til at få chancen på seniorniveau.

Siden afskeden med FCK har han været forbi Vikingur hjemme i Island og Rosenborg i Norge, hvor Sønderjyske hentede ham i 2023.

Kristall Ingason nåede at spille i alt 68 kampe for Sønderjyske.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

26. JAN 2026 • 13:17SPORT
Sønderjyske sælger sin topscorer
FÅ ABONNEMENT