Finland søsætter nyt center til overvågning af kabler i Østersøen
Efter gentagne kabelbrud skruer Finland og nabolande op for overvågningen i Den Finske Bugt.
Finland sætter mandag gang i endnu et tiltag, der skal styrke beskyttelsen af undersøiske kabler i Den Finske Bugt.Det bliver i form af et maritimt overvågningscenter, meddeler den finske grænsevagt.
Overvågningen skal bidrage til sikkerheden for kritisk vigtig infrastruktur under havet, lyder det, og andre lande i Østersøregionen såvel som EU-Kommissionen er også med.
Det fremgår ikke umiddelbart, om Danmark er en del af tiltaget.
Der har i de seneste par år været stort fokus på sikkerheden i Østersøen, hvor der flere gange er sket brud på strømkabler, gasforsyning og kabler til telekommunikation.
Landene i Østersøregionen mistænker, at Rusland står bag mange af kabelbruddene, der betegnes som sabotage.
Flere af kabelbruddene er blevet koblet til den russiske skyggeflåde, som består af ældre skibe med utilstrækkelige forsikringsaftaler, og som sejler under andre flag end det russiske.
For at sætte ind over for kabelbruddene har forsvarsalliancen Nato skruet op for sin tilstedeværelse i Østersøen med krigsskibe, fly og droner.
Det sker med operationen "Baltic Sentry", som blev igangsat i januar 2025.
Mange af kabelbruddene i Østersøen er sket i Den Finske Bugt. Det var også tilfældet 31. december 2025, hvor et datakabel mellem Finlands hovedstad, Helsinki, og Estlands hovedstad, Tallinn, blev beskadiget.
Myndighederne beslaglagte kort tid efter fragtskibet "Fitburg" under mistanke om sabotage.
Slæbespor på havbunden gav ifølge finsk politi mistanke om, at skibets anker blev slæbt efter skibet, inden det ramte det sted, hvor kablet blev ødelagt.
Skibet sejlede under den caribiske østat Saint Vincent og Grenadinernes flag.
Det var på vej fra Sankt Petersborg i Rusland og havde kurs mod Haifa i Israel, da det blev stoppet af de finske myndigheder.
Finsk politi meldte 12. januar ud, at undersøgelserne af skibet var afsluttet, og at skibet derfor blev frigivet.
/ritzau/Reuters
