Sen straffescoring af Mbappé sikrer Real-sejr
På et mål i ni minutters tillægstid vandt Real Madrid med 2-1 hjemme over Rayo Vallecano i La Liga.
Real Madrid kæmpede sig til en sejr dybt, dybt inde i tillægstiden mod Rayo Vallecano søndag eftermiddag.Stillingen var 1-1 indtil kampens 97. minut, hvor Vallecano under hårdt pres begik straffespark.
Kylian Mbappé udnyttede i sikker stil fra 11 meter og sikrede sejren på 2-1.
Det er Reals sjette ligasejr i træk, og holdet ligger lige bag FC Barcelona, der har et point mere i toppen. Vallecano er nummer 17, et point over nedrykningsstregen.
Real Madrid fik en uheldig start på kampen, da Jude Bellingham allerede efter ti minutter tog sig til baglåret og måtte lade sig udskifte.
Men glæden var tilbage på Bernabeu bare fem minutter senere, da Vinicius Junior bragte Real foran på holdets første farlige angreb.
Vinicius Junior fik plads til at drible ned mod Vallecano-feltet, og efter et par smarte finter sendte brasilianeren bolden i fjerneste målhjørne fra kanten af feltet.
Kort efter havde han endnu et forsøg, der strøg forbi den ene opstander.
Men det var nu ikke, fordi Real sprudlede offensivt trods dominans.
Udeholdet skabte vel nok halvlegens største chance kort før pausen, men Ilias Akhomach konverterede den ikke til udligning.
Vallecano kom tættere på, og fire minutter inde i anden halvleg faldt den ganske fortjente udligning.
Jorge de Frutos pressede sig foran sin oppasser i feltet og firsttimede bolden i nettet.
Real fortsatte med at leve livet farligt. Hjemmeholdets høje pres gav bagslag i den anden ende, så Andrei Ratiu fik en friløber over en halv banelængde, men Thibaut Courtois kom godt ud og reddede.
Kort efter var det udeholdets tur til at blive overrumplet. Kylian Mbappé slap igennem og afdriblede keeper Augusto Batalla, der var på skovtur, men franskmandens forsøg på at dreje bolden i det tomme mål havnede på overliggeren.
Kampen bevægede sig på vippen, men Real fik det bedste udgangspunkt til at jagte sejren, da udeholdets Pathe Ciss efter 80 minutter fik rødt kort for en hård tackling.
Med tillægstid fik Real 20 minutter til at score sejrsmålet, men længe så det ud til, at Vallecano ville snige et point med hjem.
Men et klodset straffespark gav Real sejren kort før lukketid. Vallecano nåede at få et rødt kort mere før slutfløjtet, da Pep Chavarria i frustration skubbede en modstander i ryggen.
/ritzau/
