Gidsel skyder tysk brok over danske tilskuere ned
Det er helt okay for et hjemmepublikum at buhe og pifte ad modstanderne for at støtte eget hold, mener Gidsel.
I de tyske medier har fans brokket sig over, at det danske publikum i Boxen har piftet og buhet, når modstanderne var i angreb. Det er usympatisk, mener de tyske fans.Men den kritik forstår den danske stjernespiller Mathias Gidsel ikke.
- Det hører til jo. Det er jo bare, fordi de støtter os, og sådan skal det være i sport. Undskyld mig, jeg kan sgu ikke helt forstå det, siger EM-topscoreren.
- Sådan er det at være på udebane, vi er i Danmark, og hallen er næsten fyldt med danskere. Jeg ville da være ked af, hvis de ikke lagde energi i at støtte deres landshold.
Han er ekstremt glad for den opbakning, holdet har haft. Også set i lyset af, at spillet ikke har flydt, som holdet har været vant til på det seneste.
Samtidig minder han om, at der i håndbold ikke er en hadsk stemning hverken på banen eller på lægterne, og derfor skal der være plads til, at publikum kan vise sin støtte til eget hold ved at pifte og buhe.
Og så opfordrer Füchse Berlin-danskeren tyskerne til at gribe i egen barm, før de anklager det danske publikum for at optræde usportsligt.
- Jeg er vant til at spille i Bundesligaen, og der er det meget værre. Og sådan skal det være. Når jeg spiller i Flensburg, Kiel eller Magdeburg, så skal deres fans da lægge pres på mig, for jeg spiller ikke for dem, lyder det fra Gidsel, der minder om EM-slutrunden for to år siden på tysk grund.
Her stødte Danmark og Tyskland sammen i semifinalen.
- Det var præcis det samme i Köln for to år siden, da vi spillede dernede. Jeg har aldrig prøvet et lignende pres fra publikum, så tyskerne kan godt selv finde ud af det. Og heldigvis for det. Det er det, som gør det unikt, siger Mathias Gidsel.
/ritzau/
