EHF kårer Gidsel til EM's bedste og gør Pytlick til allstar
Ligesom han blev ved VM og OL er Mathias Gidsel blevet udnævnt til EM's mest værdifulde spiller.
Mathias Gidsel kan føje endnu en hæder til sin efterhånden bugnende samling.Den 26-årige højreback er blevet kåret til den mest værdifulde spiller ved det håndbold-EM, der slutter søndag.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Europæiske Håndboldforbund.
Gidsel er den første dansker, der opnår hæderen i EM-sammenhæng, men det er ikke nyt for den rapfodede bagspiller at blive kåret til bedste spiller i store turneringer.
Det blev han også ved VM i både 2023 og 2025 og ved OL i Paris 2024.
I håndbold er der tradition for, at den mest værdifulde spiller ikke får plads på turneringens allstar-hold.
Det er også tilfældet denne gang, hvor portugiseren Francisco Costa er blevet udtaget som højre back. Han er også blevet udpeget som den bedste unge spiller i turneringen.
Simon Pytlick er eneste dansker på allstar-mandskabet, der består af spillere fra seks forskellige nationer:
Målmand: Andreas Wolff (Tyskland).
Venstre fløj: August Pedersen (Norge).
Venstre back: Simon Pytlick (Danmark).
Playmaker: Gisli Kristjansson (Island).
Højre back: Francisco Costa (Portugal).
Højre fløj: Mario Sostaric (Kroatien).
Stregspiller: Johannes Golla (Tyskland).
Forsvarsspiller: Salvador Salvador (Portugal).
/ritzau/
