Gidsel satser på dansk fordel i nervøsitetsniveau

1. FEB 2026 • 13:12SPORT

Danmark har større erfaring i at spille finaler end Tyskland, og det kan give en lille dansk overhånd.

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen har siden 2019 ført de danske herrer til otte finaler på tværs af OL, VM og EM. Den ottende er søndagens EM-finale mod Tyskland.

VM-triumfen i 2023 var den første af i alt fem finaler på stribe for Danmark, og dermed har langt størstedelen af holdet god erfaring med at spille slutkampe.

Den har Tyskland ikke på samme måde. Siden EM-triumfen i 2016 har holdet kun været i OL-finalen i 2024, hvor holdet fik store klø af netop Danmark.

Selv om tyskerne med en del unge spillere har fået den erfaring med sig, håber Mathias Gidsel stadig, at Danmark kan udnytte en overhånd på den front.

- Alle spillere bliver lidt ramt af noget nervøsitet før sådan en finale. Der kan vi måske gå ind med lidt mere ro i maven, mener Gidsel.

- Vi har prøvet det før, og vi har prøvet både at vinde og tabe. Det giver en ro og en selvtillid omkring, at vi godt kan klare opgaven.

For Gidsel selv bliver det den syvende finale med Danmark. Han og holdet har vundet fire af de seks foregående.

Lige præcis at tage guld ved netop EM har det danske hold dog ikke stor erfaring i. Faktisk var kun Rasmus Lauge fra det nuværende hold med, da Danmark senest vandt EM-guld tilbage i 2012.

I både 2014 og for to år siden tabte Danmark til Frankrig i finalen, men franskmændene slipper danskerne altså for i årets finale.

Til gengæld kan Danmark med en sejr træde ud af en fransk skygge. Hvis Danmark nedlægger Tyskland, vil Danmark være regerende verdens-, europa- og olympisk mester. Den bedrift har kun Frankrig tidligere opnået.

Det er et stykke historie, de danske spillere er bevidste om, at de kan skrive. Og Mathias Gidsel håber, at hjemmebanen i Boxen er præcis, hvad der skal til for at nå den milepæl.

- Den energi, som var i hallen mod Island, kommer der nok igen. Og måske endda lidt ekstra, fordi vi står med en unik mulighed som dansk herrelandshold og som nation. Nu gælder det bare om at tage den, siger han.

Finalen fløjtes i gang klokken 18 i Boxen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT