Esbjerg sælger forsvarsprofil til udlandet

1. FEB 2026 • 14:45SPORT

Andreas Troelsen forlader Esbjerg efter 127 kampe og fortsætter karrieren uden for Danmarks grænser.

Esbjerg fB fra den næstbedste fodboldrække siger farvel til midterforsvareren Andreas Troelsen.

Klubben oplyser i en pressemeddelelse, at 22-årige Troelsen er blevet solgt til en udenlandsk klub og dermed forlader Esbjerg med øjeblikkelig virkning.

Det fremgår ikke, hvilken klub, der har købt den venstrebenede stopper.

Dermed er Esbjerg på papiret svækket inden foråret, hvor klubben starter tre point fra oprykningspladserne.

- Vi havde naturligvis gerne set Andreas Troelsen fortsætte længere hos os i EfB som en del af den rejse, vi er på og ind i et vigtigt forår, for han er en spiller med både kvalitet og stort potentiale, siger sportsdirektør Sebastian Brydegaard.

- Der har været en frikøbsklausul i aftalen, og både spiller og agent har haft et tydeligt ønske om at effektuere et klubskifte til udlandet nu, og så må vi acceptere dette.

- Vi har undervejs i processen gjort alt, hvad vi kunne for forbedre rammerne for aftalen, men det var ikke en mulighed, lyder det fra Sebastian Brydegaard.

Andreas Troelsen nåede 127 førsteholdskampe for Esbjerg. Klubben hentede lørdag en potentiel afløser i den 19-årige Anders Sønderskov, der blev købt i Vejle.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT