Modnet landstræner holder spillernes ører spidse
Nikolaj Jacobsen skælder mindre ud end tidligere, siger han. Og det fastholder ham på toppen, mener spillere.
Siden Nikolaj Jacobsen i 2017 tiltrådte som landstræner for håndboldherrerne, har han ført holdet til succes efter succes.Mange trænere, som oplever succes, vil ofte holde fast i deres måde at gøre tingene på. Men en af Jacobsens stærkeste bedrifter har været hans evne til at følge med tiden og justere sin tilgang til spillerne.
Det mener et par af de landsholdsspillere, der kender den 54-årige træner allerbedst.
- Der skal ikke herske tvivl om, at han har et stort temperament, og det ved han jo også godt selv. Det er også det, som har bragt os til, hvor vi er, siger playmaker Rasmus Lauge.
- Nu er han heller ikke tvivl om, hvor sultne vi alle sammen er, så han kan nok mærke, at der ikke er samme behov for skideballer.
Som spiller havde Nikolaj Jacobsen et stort temperament. Det tog han også med ind i trænergerningen, hvor hverken spillere, fans eller seere er i tvivl om temperaturen på hans humør i løbet af en kamp.
Den del kommer han aldrig til at lægge fra sig. Det ønsker spillerne heller ikke, for hans høje krav til både sig selv, spillerne og omgivelserne er det, som er med til at holde projektet i fremdrift.
Men hans vrede går sjældnere i retning af nogen bestemt.
- Man bliver klogere med alderen, og jeg tænker også over de ting, jeg gør. Jeg kan godt råbe og blive gal ude på bænken, men så er det nok mere for mig selv nu, end at det er rettet mod nogen, fortæller Jacobsen selv.
Det kan Mads Mensah godt genkende. Han har om nogen fulgt Nikolaj Jacobsen i karrieren.
Da Jacobsen startede cheftrænerkarrieren i Aalborg Håndbold i 2012, var det med Mensah på holdet. Og da Jacobsen to år efter drog til tyske Rhein-Neckar Löwen, tog han Mensah med.
På nærmeste hold har han fulgt Nikolaj Jacobsens udvikling som træner.
- Nikolaj er blevet meget mere rolig. Han ved også godt, at det er en anden type spillere, han træner nu, end da han kom til. Og endnu mere, end dengang han selv spillede, mener Mensah.
- Det er ret vigtigt at være bevidst om. Hvis man skal blive ved med at have gennemslagskraft og nå ind til sine spillere, så skal man møde dem, der hvor de er. Det er ikke kun dem, som skal møde træneren.
Ifølge bagspilleren, som nu tørner ud for Skjern i den danske liga, har landstræneren på trods af sin bagage fra "den gamle skole" formået at tilpasse sig, så han fungerer i "den nye skole" med denne generations spillere og deres syn på håndboldlivet.
Hans taktiske evner og unikke forstand på håndbold kan der ikke sættes en finger på. Sådan har det også været med andre trænere gennem tiden, men deres insisteren på at holde fast i noget, der fungerede engang, har fået tiden til at løbe fra dem.
Den fælde er Nikolaj Jacobsen ikke faldet i ifølge Mads Menseh.
- Han har altid været varm og haft dårlig humor. Den del er stadig intakt, og han er jo stadig sig selv. Men det er hans lyst til at følge med, som er det vigtigste, siger han.
Jacobsen har stået i spidsen for Danmark ved 11 slutrunder på tværs af OL, VM og EM. Ni gange er det endt med medalje.
/ritzau/
