Sejre sender tennisdanskere nærmere grand slam-debut

19. MAJ 2025 • 12:03SPORT

August Holmgren og Elmer Møller er videre til anden runde i French Open-kvalifikationen efter sikre sejre.

De danske tennisspillere August Holmgren og Elmer Møller spillede sig mandag et skridt nærmere grussæsonens højdepunkt, grand slam-turneringen French Open, der begynder på søndag.

Holmgren og Møller vandt deres kampe i første kvalifikationsrunde i to sæt over henholdsvis Murphy Cassone fra USA og argentinske Facundo Bagnis.

Møller, verdens nummer 108, var storfavorit til at besejre Bagnis, men han havde lidt problemer i andet sæt, hvor han tabte serven to gange.

Danskeren tog alligevel en sikker sejr med cifrene 6-4, 7-5.

Endnu mere overbevisende var Holmgren, verdens nummer 188, som vandt med cifrene 6-2, 6-3.

Holmgren blev ikke brudt en eneste gang og besejrede dermed let og elegant verdens nummer 207.

Møller er tiendeseedet i kvalifikationen, hvor spillerne med tre sejre får adgang til hovedturneringen i Frankrigs hovedstad, Paris.

I anden runde tørner Møller sammen med belgiske Kimmer Coppejans, der er nummer 264 på verdensranglisten.

Det må forventes, at Holmgren får sværere modstand, da han møder argentinske Thiago Tirante, verdens nummer 131.

Hverken Holmgren eller Møller har før formået at kvalificere sig til en grand slam-turnering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT