Hjulmands målfattige mænd slider sig til tiltrængt sejr
Leverkusen måtte vente længe på forløsningen i Hamburg, men kunne rejse hjem med tre vigtige point.
Bayer Leverkusen med den danske træner Kasper Hjulmand på sidelinjen holder sig fortsat til i kampen om kvalifikation til næste sæsons Champions League.I en spillemæssigt tung periode tog holdet onsdag aften en tiltrængt og hårdt tilkæmpet 1-0-sejr på udebane over Hamburger Sport-Verein på Christian Kofanes enlige mål 17 minutter før tid.
Dermed er Leverkusen igen kun et point efter RB Leipzig på femtepladsen i Bundesligaen og tre efter Stuttgart og Hoffenheim på pladserne oven over.
Men det holdt hårdt for forrige års mesterhold. Leverkusen har haft svært ved at lave mål på det seneste, og Hamburgs betonforsvar holdt længe gæsterne fra chancer i en kamp uden den store underholdningsværdi.
Forløsningen kom efter 73 minutter, da Ibrahim Maza fandt Christian Kofane i venstre side af straffesparksfeltet. Den 19-årige camerouner hamrede bolden højt op i målet.
Fuldtræfferen faldt på tørt sted. Leverkusen havde kun fået et point ud af sine to seneste Bundesliga-kampe og måtte tilmed stille op uden den skadede topscorer Patrik Schick.
En lettet Hjulmand fejrede målet ved at møde sine assistenter i en jubelklynge, mens sportsdirektør Simon Rolfes gav den danske cheftræner et par begejstrede klap på ryggen.
Til allersidst var det lige ved at gå galt alligevel. Syv et halvt minut inde i overtiden måtte målmand Janis Blaswich hive en stor redning frem, da Hamburgs Luka Vuskovic fik frit skud få meter fra målstregen.
Returbolden fløj lige ud til Vuskovic, som headede den over mål, mens Leverkusen-spillerne kunne ånde lettet op.
Allerede lørdag skal holdet i kamp igen, når holdet møder Freiburg i endnu en udekamp.
/ritzau/
