Gidsel og Berlin sikrer sig førsteplads med sejr over Aalborg

4. MAR 2026 • 20:26SPORT

De to topplaceringer i Champions League er på plads efter en Berlin-sejr over Aalborg.

Mathias Gidsel og Füchse Berlin vandt onsdag aften 35-31 over Aalborg Håndbold i en topkamp mellem nummer et og to i Champions League-gruppen.

Dermed bliver Berlin på gruppens førsteplads, som ikke længere er opnåelig for Aalborg. Nordjyderne slutter i stedet som nummer to.

Der resterer en enkelt runde af Champions League. Begge hold var inden kampen sikret avancement til kvartfinalen.

Placeringerne i tabellen er afgørende for, hvem de to hold møder i næste runde.

Mathias Gidsel satte i kampen otte mål ind bag Niklas Landin i Aalborg-målet.

Tyskerne, som også har danske Lasse Andersson på holdet, fulgtes i kampens første halve time med Aalborg på måltavlen.

Alligevel var det Gidsel og hans holdkammerater, som kunne gå til pause med en etmålsføring efter en tæt første halvleg.

Efter pausen skruede berlinerne op for tempoet i kontraerne. Det gav dem et forspring på et par mål.

Selv om det lykkedes for Aalborg at komme tilbage i kampen, kunne hjemmeholdet ikke holde fast i Berlin, som hurtigt trak fra igen midtvejs i anden halvleg.

Berlin holdt føringen resten af kampen, blandt andet på grund af en brandkamp af serbiske Dejan Milosavljev i målet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT