Anmeldere om TV 2's højskoleophold: Partiledere har paraderne oppe
Der er ifølge anmeldere ikke udsigt til, at program med partiledere på højskole kommer til at påvirke valget.
Der er brug for mere løssluppenhed og mindre pæn højskoleånd, hvis TV 2-programmet "Højskolen - 24 timer. 12 partiledere. En samtale om Danmark" skal påvirke folketingsvalget.Det skriver Filmmagasinet Ekkos anmelder Frederik Hoff i mediets anmeldelse af programmet.
Her flytter 12 partiledere ind på Ryslinge Højskole på Fyn, hvor de skal tilbringe et døgn sammen.
- Meget af programmet går med debatter i veloplyste rum, hvor politikerne forfriskende forsøger at blive enige frem for at spille med musklerne, skriver Frederik Hoff.
Ekkos anmelder mener dog, at diskussionerne er en smule tamme.
- Hvis programmet for alvor skal kunne påvirke stemmerne, får vi brug for mere plads til fri leg og akavede pauser, skriver Frederik Hoff og kvitterer med fire stjerner.
Hos Jyllands-Posten mener anmelder David Trads, at programmet er koreograferet og ufarligt.
- Politikerne optræder ikke et sekund med sænkede parader. Som altid er det meste koreograferet, skriver Trads og kalder videre programmet for kedeligt, trægt og uinteressant.
Han mener dog alligevel, at en enkelt politiker i programmets første afsnit stikker positivt ud.
I en scene skal fire politikere diskutere, hvad der er den største pris ved at være politiker. Her kigger Inger Støjberg (DD) statsminister Mette Frederiksen (S) direkte i øjnene og taler om, hvordan de begge er beskyttet af livvagter.
- Det er programmets bedste øjeblik. Her kan man mærke et fællesskab mellem to toppolitikere, skriver Trads.
Han giver i sin anmeldelse programmet to stjerner.
Hos Politiken mener anmelder Henrik Palle, at iscenesættelsen kan mærkes allerede ved politikernes ankomst til Ryslinge Højskole.
Alligevel mener han, at "der sker noget", ligesom at det fungerer, når Inger Støjberg for eksempel tilkendegiver sin sympati med Mette Frederiksen, fordi de begge beskyttes af livvagter.
Palle omtaler dog også politikerne som dygtige skuespillere.
- Ikke desto mindre giver formatet en som seer fornemmelsen af, at man kommer en lille smule tættere på de talende hoveder, der ellers altid bare står i parlamentets vandrehal og kræver skattelettelser, skriver han og kvitterer med fire hjerter.
Informations anmelder Lone Nikolajsen kalder programmet for det mest tandløse og tryghedsskabende format i nyere dansk tv-historie.
- Programmet lader til at være tilrettelagt med henblik på at give deltagerne en god oplevelse frem for at udfordre dem, skriver hun.
Hun mener, at programmet i højere grad er en lun påmindelse om, hvor fredeligt et samfund vi lever i, end det, man almindeligvis forstår ved politisk journalistik.
- På den måde er programmet lidt af en nyskabelse, omend det føjer sig til allerede velkendte valgkampsmetoder af den harmløse skole såsom børnehavebesøg og at posere med dyr, tilføjer hun.
/ritzau/
