Ehlers brillerer med hattrick i Carolina-sejr

5. MAR 2026 • 06:54SPORT

Nikolaj Ehlers scorede hattrick for anden gang i 2026, da Carolina Hurricanes slog Vancouver Canucks i NHL.

Den danske forward Nikolaj Ehlers var kampens store spiller, da Carolina Hurricanes tidligt torsdag dansk tid vandt med 6-4 på udebane mod Vancouver Canucks i NHL.

Ehlers scorede to gange i anden periode, hvor Carolina fra at have været bagud med 1-2 kom foran med 5-2, og kort før tid fuldendte danskeren sit hattrick med målet til 6-4.

Ehlers scorede først til 3-2, da han med kort aftræk sendte pucken i målhjørnet fire minutter inde i perioden.

Fra næsten samme position, men en lidt sværere vinkel, scorede han ligeså resolut til 5-2 otte minutter senere. To flotte mål.

Inden periodens udløb reducerede Vancouver til 3-5, og i tredje periode blev det også 4-5, så spændingen var intakt til sidste minut.

Hjemmeholdet pressede for udligning i slutfasen, men det gav bagslag i den anden ende, og med 14 sekunder igen cementerede Ehlers til 6-4 og gjorde hattricket komplet ved at score i modstanderens tomme mål.

Efterfølgende er Ehlers blevet kåret som kampens bedste spiller af NHL.

Det er anden gang i 2026, at Ehlers scorer hattrick. Det skete også 17. januar.

Bortset fra et nederlag i tirsdags har Carolina været rigtigt godt kørende, og holdet fører Eastern Conference an med 84 point for 61 kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT