Forbedret bundprop chokerer Liverpool med sent sejrsmål

3. MAR 2026 • 23:21SPORT

Liverpool leverede en uinspireret indsats og tabte til Wolverhampton på et mål i overtiden.

Wolverhampton har længe lignet et hold uden fremtid i Premier League. Men under træner Rob Edwards er der tilsyneladende ved at komme liv i bundproppen på sæsonens faldereb.

Tirsdag aften leverede Wolverhampton et mindre chok ved at besejrede Liverpools forsvarende mestre 2-1 efter et sejrsmål dybt inde i overtiden.

Det er blot Wolverhamptons tredje sejr i denne sæson og den anden i træk.

Den brasilianske midtbanespiller André blev matchvinder med et afrettet skud, der narrede Liverpool-keeper Alisson og skabte euforisk jubel på Molineux.

Dermed blev Liverpool straffet hårdt for en uinspireret præstation. Nok havde storfavoritterne et klart overtag i boldbesiddelse og skudforsøg, men der blev skabt forbløffende få målchancer.

Det var langt henad vejen en dræbende kedelig fodboldkamp, der først fik liv, da Rodrigo Gomes efter 78 minutter bragte Wolverhampton foran på hjemmeholdets første skud på mål i hele kampen.

Toluwalase Arokodare udmanøvrerede både Virgil van Dijk og Ibrahima Konté og serverede kuglen for Gomes, der kom ilende i fuldt firspring.

Portugiseren tog et træk og nåede akkurat at få prikket bolden forbi Alisson, inden Konaté kom tværs.

Målet kom noget overraskende i en kamp, hvor tempoet var lavt og fantasien svær at få øje på. Men det vækkede til gengæld gæsterne, der pludselig begyndte at skabe målchancer.

Indskiftede Rio Ngumoha traf den ene stolpe, og kort efter udlignede Mohamed Salah med en listig afslutning i det korte hjørne.

Liverpool pressede på i jagten på et sejrsmål. Salah forspildte en god mulighed med en sjusket aflevering, og til sidst gik det galt i den modsatte ende.

Med nederlaget mistede Liverpool et skridt i bestræbelserne på at kvalificere sig til næste sæsons Champions League. Mestrene er lige nu på femtepladsen tre point foran Chelsea, der har en kamp til gode og en bedre målscore.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT