Tilsynskomité stævner USA's justitsminister i Epstein-undersøgelse

5. MAR 2026 • 04:19UDLAND

USA's justitsminister, Pam Bondi, skal vidne om håndtering af Epstein-sagen og om håndteringen af dokumenter.

En republikansk-ledet tilsynskomité i Repræsentanternes Hus i USA har stemt for at stævne landets justitsminister, Pam Bondi.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Bondi indkaldes således til at afgive vidneforklaring om sin rolle i frigivelsen af dokumenter med forbindelse til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Stævningen sker som led i tilsynskomitéens undersøgelse af Epstein-sagen.

Det var republikaneren Nancy Mace, som er medlem af Repræsentanternes Hus, der tog initiativ til stævningen af justitsministeren. Hendes forslag blev vedtaget med 24 stemmer for og 19 imod. Det havde støtte fra både republikanere og demokrater, skriver CNN.

Ifølge mediet BBC har Mace anklaget justitsministeriet for at stå bag mørklægning i forbindelse med sagen.

- Epstein-sagen er en af de største mørklægninger (cover-ups, red.) i amerikansk historie. Hans globale netværk for menneskehandel med seksuelle formål er større, end hvad der er blevet afsløret, skrev hun onsdag i et opslag på det sociale medie X.

Det amerikanske justitsministerium har ifølge flere amerikanske medier ikke umiddelbart kommenteret stævningen.

CNN beskriver stævningen som det seneste skridt i komitéens omfattende undersøgelse af Epstein.

Den kommer, efter at Kongressen sidste år vedtog en lov, der kræver, at justitsministeriet offentliggør alle efterforskningsmæssige dokumenter relateret til Epstein.

Indtil videre har justitsministeriets frigivelse af sagsakter ført til kritik fra lovgivere på begge sider af det politiske spektrum. Kritikerne mener, at dokumenterne er blevet redigeret alt for meget, og de kræver større gennemsigtighed.

Komitéen har allerede indkaldt en række fremtrædende personer til at afgive vidneforklaring i sagen. I sidste uge vidnede ekspræsident Bill Clinton og hans hustru, den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, for komitéen.

Bondi har ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP forsvaret sit ministeriums håndtering af dokumenterne.

Hun har beskyldt demokrater for at bruge dokumenterne til at aflede opmærksomheden fra Trumps politiske resultater. Det har hun gjort, på trods af at meget af kritikken er kommet fra medlemmer af præsidentens eget parti, skriver AP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT