Danmark åbner VM-jagt med sejr over Serbien

3. MAR 2026 • 20:12SPORT

Efter en forrygende åbning vandt Danmark 3-1 over Serbien i sin første kamp i VM-kvalifikationen.

Danmarks fodboldkvinder åbnede tirsdag sin jagt på en billet til VM i Brasilien i 2027 med en 3-1-sejr over Serbien.

Sofie Bredgaard, Amalie Vangsgaard og Pernille Harder scorede de danske mål foran godt 2800 fremmødte i Horsens.

De fik 40 festlige minutter med et markant dansk overtag, inden gæsterne, der manglede flere af deres største offensive profiler, meldte sig ind i opgøret og skabte en mere jævnbyrdig affære.

Pointmæssigt var det en optimal start på gruppen, der også tæller Sverige og Italien. De tørnede også sammen tirsdag aften, og svenskerne kunne hive en sejr på 1-0 med hjem fra udekampen i Reggio Calabria

Førstepladsen booker billet til Brasilien, mens de resterende tre hold spiller playoff.

Lørdag venter Italien ude i næste opgør for Danmark.

Tirsdag startede Danmark som lyn og torden.

Allerede efter et minut havde stopperen Emma Færge bolden i nettet efter et hjørnespark, men dommeren spottede et frispark, og VAR bliver ikke benyttet i kvalifikationen, hvorfor åbningsmålet lod vente lidt på sig.

Det kom i stedet efter 13 minutter, da Mille Gejl smart lod Pernille Harders tværbold passere, så Bredgaard efter et træk sparkede bolden fladt i nettet.

Seks minutter senere blev det også 2-0. Gejl headede bolden ned for fødderne af Vangsgaard, og efter et træk satte Juventus-angriberen køligt bolden ind bag den serbiske keeper.

Det var optræk til meget mere. Blandt andet da Bredgaard hamrede et direkte frispark lige uden for feltet på stolpen, men efter 40 minutters dansk dominans fik serberne pludselig ny luft.

Keeper Freja Thisgaard hev en kæmpe redning ud af ærmet, men bolden blev ikke clearet, og så satte en totalt umarkeret Sara Stokic bolden i nettet fra tæt hold efter et indlæg.

Det skabte tydeligvis en vis nervøsitet på det danske mandskab.

Kombinationerne flød ikke længere som i første del af kampen, men efter en rodet åbning på anden halvleg blev det alligevel 3-1, da Harder med meget stor sikkerhed omsatte et straffespark, som hun selv havde fremprovokeret.

Scoringen efterlod en halv times tid, hvor serberne forsøgte at svare igen og skabe spænding. Det blev dog ikke til mere end et hovedstød på overliggeren efter et hjørnespark.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT