Sabalenka klarer skærene i Australian Open efter presset kamp
Aryna Sabalenka er klar til semifinalen i Australien efter en sejr over Anastasia Pavlyuchenkova.
Det blev ikke nogen helt nem kamp for verdensetteren Aryna Sabalenka, da hun tirsdag mødte Anastasia Pavlyuchenkova i en kvartfinale i Australian Open.Belarusiske Sabalenka var den store favorit, men hun kom under pres fra russeren, som ligger nummer 32 på verdensranglisten.
I sidste ende kunne Sabalenka dog kalde sig vinder med cifrene 6-2, 2-6, 6-3.
Sejren betyder, at den 26-årige verdensetter er klar til at spille semifinale i årets første grand slam-turnering.
Hun har vundet Australian Open de sidste to år og har altså chancen for at gøre det for tredje år i træk.
Efter kampen siger hun, at hun modstod presset ved at minde sig selv om aldrig at give op. Hun henviser til en tatovering på sin arm, der forestiller en tiger.
- Det handler om aldrig at give op, men at forblive aggressiv og sulten, siger Aryna Sabalenka.
Belaruseren lagde ud med at vinde første sæt solidt med cifrene 6-2. Hun fik kampens første servegennembrud efter en dobbeltfejl fra Anastasia Pavlyuchenkova, som aldrig rigtig blev farlig for Sabalenka i første sæt.
Det ændrede sig dog i andet sæt, da det lykkedes Pavlyuchenkova at bryde verdensetterens serv og bringe sig selv i føring i tredje parti. Den 33-årige russer havde fået momentum og vandt sættet 6-2, og pludselig så det ud til, at det var Sabalenka, der ikke kunne følge med.
I tredje sæt lagde Pavlyuchenkova igen stærkt fra land, da hun i første parti brød Sabalenkas serv, hvilket fik belaruseren til at hamre ketsjeren i hardcourtunderlaget.
Den dobbelte Australian Open-vinder genfandt dog formen, da det for alvor gjaldt. Hun vandt tredje sæt 6-3 og stillede med et bredt smil op til sit vinderinterview ved siden af banen i Melbourne.
Her blev hun spurgt, om hun kunne finde på at få en tatovering, der kunne minde hende om Australien, hvis hun går hen og vinder for tredje gang i træk.
Aryna Sabalenka foreslog spøgefuldt, at hun alternativt kunne bedøve sin træner og give ham en tigertatovering ligesom den på hendes arm.
Nu venter spanieren Paula Badosa på Sabalenka i semifinalen.
/ritzau/