Løkke: Krisen er ikke afblæst efter Trump-udtalelser
Donald Trump gentog i et interview efter sin indsættelsestale, at han er stærkt interesseret i Grønland.
Det er positivt, at USA's nye præsident, Donald Trump, ikke nævnte Grønland i sin indsættelsestale mandag. Men det er bekymrende, at han fortsat har samme ambitioner som hidtil.Det mener udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som tirsdag bliver spurgt til det på Christiansborg af flere medier.
- Jeg hæfter mig selvfølgelig ved, at Donald Trump ikke nævnte Grønland i sin indsættelsestale i går, og det er positivt. Det får mig ikke til at afblæse nogen krise. Fordi han sagde andre ting om at ekspandere det amerikanske territorium.
- Vi ser stadig på den her situation med dyb alvor, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han mener, at den nytiltrådte præsidents retorik fortsat er den samme, som den har været tidligere.
Det er fortsat uvist, præcis hvad den amerikanske præsidents interesse dækker over, og om Trump er interesseret i at overtage Grønland eller gøde jorden for den bedst mulige forhandlingssituation.
Trump indtog mandag aften lokal tid Det Hvide Hus som USA's præsident nummer 47 og tog hul på sin anden og sidste periode som amerikansk præsident.
I sin indsættelsestale nævnte han ikke Grønland, men kom ind på sit fortsatte ønske om at tilbagetage Panama-kanalen, som blev anlagt i USA i 1914 for at tilgodese verdenshandlen og senere overdraget til Panama.
Senere i Det Hvide Hus kom han ind på Grønland, da han blev spurgt ind til emnet, mens han underskrev præsidentielle dekreter.
- Grønland er et fantastisk sted, og vi har brug for det for at sikre international sikkerhed. Jeg er sikker på, at Danmark nok skal tilpasse sig (come along, red.), siger Trump, da han bliver spurgt ind til emnet af en journalist.
Trump har den seneste tid luftet idéen om, at USA skal overtage kontrollen med Grønland. Mandag var fokus på, at det var af hensyn til den internationale sikkerhed.
Adspurgt, hvordan Løkke tolker Donald Trumps kommentar om, at Danmark nok skal indordne eller tilpasse sig, svarer Løkke:
- Jeg konstaterer, at retorikken i går var den samme, som den har været tidligere.
Den danske regering vil fortsat række ud til internationale partnere. Blandt andet til USA for at høre, hvad Donald Trumps udtalelser betyder mere konkret.
- Siden Anden Verdenskrig har vi levet i et internationalt, regelbaseret system, hvor der gælder det samme for de små som for de store.
- Vi kan selvfølgelig ikke have en verdensorden, hvor lande, hvis de er store nok, bare kan tage for sig, uanset hvad de hedder, siger Lars Løkke.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mener ligesom den amerikanske præsident, at Arktis er forsømt.
Eksempelvis har Danmark trods en politisk aftale fra 2021 endnu ikke indkøbt langtrækkende droner, mindre droner til skibe og en radar på Færøerne, der kan sikre afgørende overvågning af Nordatlanten.
- Det har jeg også selv flere gange sagt. Europa kommer til nu at kunne tage mere vare på egen sikkerhed, siger Troels Lund Poulsen.
Spørgsmålet om, hvorvidt Danmark vil indordne sig, svarer han ikke direkte på.
- Jeg noterer mig, at han siger flere ting. Han siger også, at det her ikke kun er et nationalt spørgsmål for USA, det handler også om international sikkerhed. Der er brug for, at vi gør mere, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/