Kevin Magnussens ekshold får første kvindelige løbsingeniør
Laura Müller skal som løbsingeniør for Formel 1-holdet Haas arbejde sammen med racerkøreren Esteban Ocon.
Amerikanske Haas har som det første Formel 1-hold udpeget en kvindelig løbsingeniør.Det er tyskeren Laura Müller, som fremover skal arbejde sammen med den franske racerkører Esteban Ocon på holdet, som danske Kevin Magnussen indtil for nylig kørte for.
Løbsingeniøren har tæt kontakt med racerkøreren under et løb og fungerer som bindeled mellem køreren og resten af holdet.
Det er både faglige og personlige styrker, der gør Laura Müller rigtig til netop den rolle, siger Haas-teamchef Ayao Komatsu.
- Hendes arbejdsmoral, beslutsomhed og tekniske forståelse er rigtig god, så vi tror, at hun vil passe godt sammen med Esteban, siger Komatsu.
Foruden Laura Müller er der skiftet ud på flere poster hos Haas, som sidste år blev nummer syv i konstruktørernes verdensmesterskab.
Endnu en kvinde er kommet til holdet i form af Carine Cridelich, som skal være strategichef. Hun kommer fra et af Red Bulls hold, Racing Bulls, mens Laura Müller er blevet forfremmet fra en anden stilling hos Haas.
- Grunden til, at vi har skiftet ud i personalet er, at jeg følte, at vi lod for mange point blive på tavlen sidste år, siger Komatsu.
Teamchefen tilføjer ifølge AFP, at Laura Müller var den bedste i kandidatfeltet.
- Hvis man ser på, hvor mange kvindelige ingeniører vi har på kontoret, er der helt sikkert flere end før. Men det er ikke sådan, at jeg har valgt Laura, fordi hun er kvinde, siger Komatsu.
Formel 1-sæsonen begynder i februar, hvor hold og kørere bliver præsenteret. Første løb er det australske grandprix i midten af marts.
/ritzau/Reuters