Presset Milan-træner drømmer stadig om italiensk mesterskab

30. OKT 2024 • 10:33SPORT

Efter nederlaget til Napoli er AC Milan 11 point efter førstepladsen, men pilen peger frem, mener træner.

Storklubben AC Milan har fået en undervældende start på både Serie A og Champions League under klubbens nye cheftræner, portugiseren Paulo Fonseca, men han nægter at afskrive muligheden for en triumf.

Efter tirsdagens 0-2-nederlag hjemme til Napoli i Serie A har Milan allerede et efterslæb på 11 point op til den syditalienske klub i toppen af rækken.

Ud over den store afstand op til førstepladsen skal rækkens nummer otte også passere andre storklubber som Inter og Juventus, for at sæsonen kan ende med klubbens mesterskab nummer 20. Paulo Fonseca prøver at bevare håbet.

- Jeg kan ikke sige, at vi ikke stadig jagter og tror på mesterskabet. Slet ikke hvis man ser på vores præstation mod Napoli, hvor vi viste sammenhold, selv om vi havde flere skadede spillere.

- Der er intet hold, som har vundet eller tabt mesterskabet efter ni spillerunder, og derfor kommer vi til at fortsætte jagten. Men vi skal åbenlyst have nogle bedre resultater, hvis vi skal blande os, siger Paulo Fonseca.

Portugiseren kom til klubben før sæsonen efter et succesfuldt ophold i franske Lille. Blandt hans tidligere arbejdsgivere finder man blandt andet AS Roma, Shakhtar Donetsk, Braga og FC Porto.

Indtil videre har han dog ikke overbevist Milans fans eller de italienske fodboldmedier om, at han kan føre Milan til tops i Serie A.

"Milan synker endnu dybere", skrev den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport som overskrift på en analyse efter tirsdagens nederlag til Napoli.

I Champions League er det blevet til tre point i tre kampe efter nederlag til Liverpool og Leverkusen efterfulgt af en overtalssejr over Club Brugge.

Paulo Fonseca medgiver, at holdet møder modgang på måltavlen, men han forsvarer sit holds præstationer, som peger i en lovende retning, mener han.

- Jeg er altid ansvarlig for det, der sker på banen, og jeg tager også ansvaret endnu en gang.

- Det er ikke nemt mod Napoli, når man indkasserer et mål efter fem minutter. Man kan kigge på måltavlen og se, at de scorede to mål, men det var os, der skabte chancerne, siger Milan-træneren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT