Danske Bjorkstrand hjælper Seattle til sejr i NHL
Med hjælp fra danske Oliver Bjorkstrand vandt Seattle Kraken 8-2 over Montreal Canadiens i NHL.
Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand hjalp natten til onsdag Seattle Kraken til en sejr, da holdet mødte Montreal Canadiens på udebane.Med et mål og en assist bidrog den 29-årige dansker til holdets 8-2-sejr over Montreal i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Seattles mandskab kom forrygende fra start. Efter lige knap otte minutter stod det 3-0 på måltavlen efter scoringer fra tre af Bjorkstrands holdkammerater.
I periodens tiende minut skøjtede Bjorkstrand sig fri foran Montreals mål, hvor han modtog pucken og bidrog til målfesten, da han hamrede pucken venstre om Montreals målmand til 4-0.
I begyndelsen af anden periode markerede danskeren sig igen, efter at Montreals Alex Newhook havde fået en udvisning for slashing.
Bjorkstand leverede her assisten til Brandon Montour, der scorede til 5-1 på powerplay.
Efter sejren ligger Seattle nu på ottendepladsen i den vestlige halvdel af NHL-stillingen - Western Conference.
Montreal ligger efter kampen nummer 13 i den anden halvdel - Eastern Conference.
Bjorkstrand og Seattle er igen i aktion natten til fredag, hvor holdet tørner sammen med Toronto Maple Leafs.
/ritzau/