Ny skade til NHL-dansker har ingen relation til blodprop
Frederik Andersen følte sig utilpas efter kamp og er meldt skadet af Carolina Hurricanes.
Den stærke danske ishockeymålmand Frederik Andersen missede Carolina Hurricanes' seneste NHL-kamp natten til tirsdag, fordi han følte sig utilpas efter at have spillet holdets udekamp mod Seattle Kraken to dage tidligere.Det er foreløbig for tidligt at komme med en prognose for, hvornår den 35-årige dansker kan vende tilbage til isen, men der er alligevel gode nyheder.
Over for mediet Cardiac Cane, der følger ishockeyholdet tæt, oplyser Carolina Hurricanes, at danskerens utilpashed og skade ikke kan relateres til, at han i sidste sæson blev ramt af en blodprop og missede mere end fire måneder af sæsonen.
- Alle indikationer peger på, at den nuværende situation ikke har noget med sidste års problemer at gøre, skriver mediet.
Carolina Hurricanes skriver på sin hjemmeside, at NHL-holdet i løbet af denne uge vil blive klogere på skadens omfang.
Holdet har vundet fire ud af de fem kampe, hvor danskeren har vogtet buret i denne sæson. Hans kontrakt udløber efter sæsonen.
/ritzau/