OL-deltager fra Uganda er død af brandskader efter angreb

5. SEP 2024 • 08:49SPORT

Maratonløberen Rebecca Cheptegei er død af de skader, hun pådrog sig, da en mand satte ild til hende.

For mindre end en måned siden deltog Ugandas Rebecca Cheptegei ved OL i Paris. Nu er hun død.

Det oplyser chefen for den nationale komité i Uganda, Donald Rukare, i et opslag på det sociale medie X.

Den 33-årige langdistanceløber blev søndag udsat for et voldsomt angreb i sit eget hjem i byen Endebess i Kenya. Her hældte en formodet gerningsmand ifølge politiet benzin ud over hende, før han satte ild til hende.

Hun er siden blevet behandlet på et hospital i byen Eldoret, og det kom frem, at 80 procent af hendes krop var blevet forbrændt, oplyste hospitalets direktør.

Det havde ført til en infektion, og hendes liv stod ikke til at redde.

- Vi har erfaret, at vores olympiske atlet Rebecca Cheptegei på sørgelig vis er død efter et ondskabsfuldt angreb fra hendes kæreste, skriver Donald Rukare i opslaget.

- Må hendes milde sjæl hvile i fred. Vi fordømmer på det kraftigste vold mod kvinder. Det var en kujonagtig og meningsløs handling, som førte til tabet af en stor atlet. Hendes minde vil leve videre.

Rebecca Cheptegei deltog i kvindernes maratonløb ved sommerlegene i den franske hovedstad 11. august. Her kom hun i mål som nummer 44.

Sidste år deltog hun ved VM og blev nummer 14. Hendes personlige rekord på distancen var 2 timer og 22,47 minutter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT