Julie Leth fik regnbuestriberne i sidste parløb: Helt sindssygt

19. OKT 2024 • 21:06SPORT

De mange oplevelser med Amalie Dideriksen betyder mere end VM-trøjen, siger Julie Leth efter triumfen.

Havde det været fiktion, havde det næsten været for meget af det gode. Men den helt eventyrlige afslutning blev ikke desto mindre en realitet lørdag aften.

Julie Leth og Amalie Dideriksen har kørt et hav af mesterskaber sammen, men først i Leths sidste parløb lykkedes det at vinde de eftertragtede regnbuestriber sammen.

Den danske duo kørte et noget nær perfekt løb foran hjemmepublikummet i Ballerup og vandt VM-guldet foran parrene fra Frankrig og Storbritannien.

Det var kulminationen på et unikt makkerskab i dansk sportshistorie.

- At få lov til at slutte af med vores sidste verdensmesterskab sammen foran et hjemmepublikum er helt sindssygt. At stå ved siden af Amalie og høre "Der er et yndigt land" er noget af det smukkeste i sport, forklarer Julie Leth.

Op til VM har 32-årige Leth forsøgt at glemme det nærtstående karrierestop. I stedet har hun haft fuld fokus på den manglende trøje i samlingen.

- Jeg har trænet rigtig hårdt for det her, og det har Amalie også. Det har været en sindssygt smuk rejse de sidste seks år efterhånden. Vi har hele tiden haft hinandens ryg og været på træningslejre sammen, presset hinanden og kørt solen sort verden rundt, siger hun.

Det tætte og mangeårige makkerskab med 28-årige Dideriksen betyder mere end nogen medaljer, hun kunne vinde.

- Vi har haft den her helt vilde drømmejagt sammen og haft op- og nedture. Når jeg har kørt i regn, slud og dårligt vejr og ikke gidet at cykle, har jeg gjort det, fordi jeg ved, at Amalie gjorde det samme, når det var hårdt.

- Vi har haft hinanden til at holde os oppe, og det har været et virkelig givende og smukt makkerskab og venskab. Det har gjort, at jeg er blevet ved med at cykle meget længere, end jeg havde tænkt, jeg ville, forklarer Julie Leth.

Leth mangler fortsat at køre søndagens pointløb, før det er helt forbi. Dideriksen er derimod færdig ved VM, hvor hun fik rejst sig oven på en skuffende femteplads i omnium.

- Det er mere, end jeg turde drømme om. Vi har trænet sindssygt hårdt for det her, og jeg sagde nej tak til at køre EM og VM på landevejen for at gå all in på den her drøm om VM på hjemmebane.

- Da jeg stod på banen i går, var jeg ked af det, skuffet og tusind andre følelser, helt indtil jeg trådte ind på banen i dag. Jeg kiggede min familie dybt i øjnene og tænkte, at det var en ny dag. Muligheden var der igen, og uanset hvad har man en chance, siger Amalie Dideriksen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT