Nedslået cykelstjerne vil ikke forsvare VM-striberne

2. SEP 2025 • 20:37SPORT

Lotte Kopecky er dobbelt verdensmester, men i Rwanda senere i september er hun ikke med.

Lotte Kopecky blev både sidste år og forrige år verdensmester i cykling, men hun kommer ikke til at forsvare regnbuestriberne i Rwanda i år.

Hun er således ikke en del af den belgiske VM-trup, og ifølge landstræner Ludwig Willems skyldes det, at Lotte Kopecky har bedt om tid til at reflektere over sin karriere.

Årsagen er, at den 29-årige stjerne er skuffet over sit eget niveau i 2025, hvor hun ikke for alvor markerede sig i store løb som Giro d'Italia og Tour de France.

- Hun havde håbet, at det ville vende i de seneste uger, men hun er stadig ikke overbevist om, at hun er 100 procent klar. Det er hovedsageligt et mentalt problem, siger Ludwig Willems ifølge det hollandske cykelmedie Wielerflits.

Landstræneren understreger, at han er taknemmelig for alt det, som Lotte Kopecky har opnået for belgisk cykling. Men han forventer ikke, at hun lige rundt om hjørnet kommer til at køre topresultater hjem igen.

- Vi er nødt til at give hende tid til at genoplade, hvile og håndtere det hele. Og så vil vi i fremtiden se en bedre version af Lotte, siger Ludwig Willems.

- Som forbund kommer vi ikke til at presse Lotte til at deltage. Hun har allerede opnået rigtig meget, og vi har rigtig meget respekt for hende.

I årets Giro d'Italia kørte hun både en anden- og fjerdeplads hjem, inden hun udgik af løbet. I Tour de France var hendes bedste placering en 11.-plads.

I Glasgow for to år siden vandt Lotte Kopecky VM for næsen af hollandske Demi Vollering og danske Cecilie Uttrup Ludwig. Sidste år i Zürich satte hun amerikanske Chloé Dygert og italienske Elisa Longo Borghini til vægs.

Linjeløbet ved VM i Rwanda køres for kvindernes vedkommende 27. september.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

2. SEP 2025 • 22:51SPORT
Kasper Dolberg gør comeback i Ajax
FÅ ABONNEMENT