Udvalg offentliggør lang liste af Epstein-dokumenter
En lang række dokumenter med forbindelse til Epstein-sag er tirsdag blevet offentliggjort, melder udvalg.
Et udvalg i USA's kongres har offentliggjort en lang række dokumenter med forbindelse til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.Det melder undersøgelsesudvalget House of Representatives Oversight Committee selv, skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt natten til onsdag dansk tid.
Der er tale om over 33.000 sider, lyder det.
- Vi er i gang med at uploade de her dokumenter for at sikre fuld gennemsigtighed, så alle i USA kan se dem, siger udvalgsformand James Comer ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også det amerikanske medie CNN beretter om offentliggørelsen af dokumenterne.
Her lyder det, at mediet nu er ved at gennemgå dokumenterne.
Der er blevet offentliggjort 33.295 sider, skriver CNN.
Offentliggørelsen sker, efter at udvalget har modtaget materialet fra det amerikanske justitsministerium.
Det står ikke umiddelbart klart, hvor mange eller hvilke nye oplysninger dokumenterne indeholder. Flere demokrater i udvalget har tidligere sagt, at meget af materialet allerede er offentligt tilgængeligt.
Finansmanden Jeffrey Epstein blev i 2019 varetægtsfængslet i en omfattende sag om påstået misbrug af mindreårige og menneskehandel.
Han begik ifølge retsmedicinere selvmord i fængslet samme år.
Sagen er blevet en politisk hovedpine for USA's præsident, Donald Trump, efter at flere af den republikanske præsidents tilhængere har taget konspirationsteorier om sagen til sig.
En meningsmåling fra juli foretaget af analyseinstituttet Ipsos for Reuters viste, at størstedelen af amerikanerne mener, at regeringen skjuler oplysninger om Epstein-sagen.
Trump er også kommet i søgelyset for sit forhold til den afdøde Epstein, som han på videomateriale og billeder er optrådt sammen med.
Tirsdagens offentliggørelse af dokumenter sker, mens to amerikanske politikere forsøger at få vedtaget en afstemning om offentliggørelse af alle dokumenter med forbindelse til Epstein.
Der er tale om republikaneren Thomas Massie og demokraten Ro Khanna. De sidder begge i Repræsentanternes Hus.
De har ifølge Reuters fremsat et forslag, hvor de kræver, at landets justitsminister offentliggør alle de filer om Epstein, der ikke er klassificerede.
Massie og Khanna vil onsdag morgen amerikansk tid afholde et pressemøde med flere personer, som siger, at de har været ofre for Epsteins forbrydelser, skriver Reuters.
Det er ifølge CNN fortsat uklart, hvorvidt der vil være nok støtte bag forslaget til, at en afstemning faktisk vil finde sted.
- Kun tre procent af de dokumenter, som er blevet overdraget til udvalget, er nye. Resten er allerede offentligt tilgængelige. Mindre end en procent af filerne er blevet offentliggjort. Justitsministeriet forsinker processen, har Ro Khanna ifølge CNN tidligere sagt.
/ritzau/