Profileret sportsdirektør forlader Gidsels klub efter konflikt
Stefan Kretzschmar smutter fra Füchse Berlin til sommer efter åben strid med klubbens direktør.
Den forsvarende mesterklub i tysk håndbold, Füchse Berlin, åbner den nye sæson med en overraskende opsigelse.Sportsdirektør Stefan Kretzschmar forlader sin post, når hans kontrakt udløber næste sommer.
Den drastiske beslutning er en konsekvens af en strid med direktør Bob Hanning, der har skabt uro i den ellers så succesfulde klub, som har danskerne Mathias Gidsel og Lasse Andersson på lønningslisten.
- Offentlige diskussioner om strategien gør ikke noget godt for klubben. For at dæmpe presset fra medierne og flytte fokus over på vores ambitiøse mål for sæsonen bekendtgør jeg nu min beslutning, skriver Kretzschmar på Instagram.
Striden mellem de to topbosser udspringer af, at Hanning ikke har haft travlt med at forlænge Kretzschmar og succestræner Jaron Siewerts kontrakter, der begge udløber efter sæsonen.
- Det er en tilstand, hvor man hænger lidt i luften. Det er for alle involverede en anspændt situation, sagde Kretzschmar tidligere på sommeren ifølge Süddeutsche Zeitung.
52-årige Kretzschmar spillede som aktiv mere end 200 landskampe for Tyskland. Siden 2020 har han været sportslig ansvarlig for Füchse Berlin og har dermed en stor andel i klubbens fremgang i de senere år.
Bob Hanning har hele tiden fastholdt, at han vil bruge efteråret til at overveje situationen i ro og mag. Klubben udtrykker på sin hjemmeside overraskelse over Kretzschmars forestående exit.
- Füchse Berlin er overrasket over beslutningen og tager den med stor beklagelse til efterretning, lyder det.
Sidste sæson var den bedste i den tyske hovedstadsklubs historie. Füchse Berlin vandt Bundesligaen for første gang nogensinde og nåede helt til finalen i Champions League.
/ritzau/