Kasper Dolberg gør comeback i Ajax

2. SEP 2025 • 22:51SPORT

Efter seks sæsoner på andre adresser er Kasper Dolberg tilbage i Ajax, hvor han fik sit store gennembrud.

Kasper Dolberg er tilbage, hvor han fik sit internationale gennembrud.

Den danske landsholdsangriber er nemlig nået i mål med et skifte til den hollandske storklub Ajax fra Amsterdam.

Han forlader dermed belgiske Anderlecht, hvor han i de seneste to sæsoner har fundet tilbage til det niveau, han har ledt efter, siden han forlod netop Ajax i 2019.

I Ajax har Kasper Dolberg skrevet under på en kontrakt, der løber til sommeren 2029, og han kan se frem til at spille Champions League i denne sæson.

- Kasper er tilbage på kendt grund. Han kender Ajax, klubben kender ham og hans kvaliteter. Han passer perfekt ind i vores nuværende trup som angriber og gør os bedre og giver os mere bredde i de turneringer, vi deltager i, siger Alex Kroes, teknisk direktør i Ajax.

Kasper Dolberg nåede lige at få Superliga-debut i Silkeborg IF, inden han som 18-årig i 2015 skiftede til Ajax og blev en del af klubbens U19-hold.

Året efter blev han rykket op i førsteholdstruppen og fik debut med et brag. I sin første kamp scorede han et drømmemål mod græske Paok, og så kom det helt store gennembrud.

Som fast mand i hovedstadsklubbens angreb scorede han 23 mål på 48 kampe og var med til at spille Ajax i Europa League-finalen. Han blev samtidig belønnet med debut på det danske landshold i efteråret 2016.

Derefter fulgte nogle sæsoner på lidt lavere blus, inden han i sommeren 2019 blev solgt til franske Nice. Opholdet i Sydfrankrig blev en smule omtumlet, idet angriberen ikke for alvor slog til.

Han endte derfor på nogle nogle tvivlsomme lejeophold i spanske Sevilla og tyske Hoffenheim, inden han i sommeren 2023 rykkede til Anderlecht og fandt sin rette hylde. I den belgiske klub har han spillet 96 kampe og scoret 44 mål.

Kasper Dolberg er med i den danske landsholdstrup, som fredag møder Skotland og i næste uge Grækenland i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

2. SEP 2025 • 22:51SPORT
Kasper Dolberg gør comeback i Ajax
FÅ ABONNEMENT