Folketingspolitiker foreslår at fastansætte præst på Christiansborg
Folketingets formand Søren Gade (V) bakker ifølge Kristeligt Dagblad op om at ansætte præst på Christiansborg.
Et medlem af Folketinget har ifølge Kristeligt Dagblad foreslået, at man ansætter en præst, der skal betjene politikere og andre ansatte på Christiansborg.Det fremgår ikke, hvem folketingsmedlemmet er.
Forslaget bliver bakket op af Søren Gade (V), som er Folketingets formand, skriver Kristeligt Dagblad.
Hverken folketingspolitikeren eller Søren Gade har ønsket at stille op til interview med avisen.
Det er derfor uklart, hvordan idéen er opstået, hvad der har motiveret den, og om det er en præst på fuld tid eller deltid.
Forslaget har ifølge Kristeligt Dagblad ulmet hos Folketingets Præsidium - Folketingets øverste ledelse - i nogle måneder.
Det er ikke alle medlemmer af præsidiet, der bakker op om, at en præst skal fastansættes.
Karina Adsbøl, som er Danmarksdemokraternes medlem i præsidiet, skriver til Kristeligt Dagblad, at partiet ikke støtter forslaget.
- Jeg støtter ikke, at Folketinget skal bruge skattekroner på at fastansætte en præst. Jeg tænker, at de fleste bruger deres eget sogns præst, og ellers er der jo præster og kirker i nærheden af Folketinget, skriver hun til avisen.
Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger bakker Liberal Alliance ligeledes ikke op om ansættelsen af en præst.
Avisen skriver ikke, hvordan de øvrige medlemmer af præsidiet forholder sig til forslaget.
Folketingets Præsidium består af en formand og fire næstformænd. De i alt fem medlemmer kommer fra de fem største partier i Folketinget.
Præsidiet består i øjeblikket af medlemmer fra Venstre, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne, SF og Liberal Alliance.
/ritzau/