Mike Tullberg får fireårig aftale i FC Midtjylland
Efter seks år i den tyske fodboldklub Borussia Dortmund bliver Mike Tullberg nu cheftræner i FC Midtjylland.
Mike Tullberg tiltræder på en fireårig aftale som cheftræner i FC Midtjylland. Det oplyser FCM på fodboldklubbens hjemmeside.- Jeg har haft seks lærerige år i Dortmund, hvor jeg har arbejdet tæt sammen med nogle af de største talenter i Europa. Det var ikke en nem beslutning at forlade klubben, men jeg følte, at tiden var rigtig til at accelerere min karriere.
- Da muligheden i FC Midtjylland kom, var jeg ikke i tvivl. Her er værdier og ambitioner på linje med mine egne, siger Mike Tullberg til klubbens hjemmeside.
Tullberg overtager jobbet efter Thomas Thomasberg, der blev fyret i sidste uge og stod i spidsen for holdet for sidste gang i søndagens 3-1-sejr ude over Brøndby.
- Jeg tror på, at vi kan forene udviklingen af individuelle spillere med ambitionen om at vinde fodboldkampe. Vi skal være modige og fremadrettede både med og uden bold, og vi skal turde tage initiativet i kampene.
- Det handler om at skabe et hold, hvor disciplin og kollektivt arbejde går hånd i hånd med, at de individuelle kvaliteter kan udfolde sig, lyder det fra Tullberg.
Den 39-årige dansker er blevet købt fri af sin kontrakt i Dortmund, hvor han har haft ansvaret for både U19- og U23-holdet samt i en periode fungeret som midlertidig cheftræner for førsteholdet.
FCM-fodbolddirektør Jacob Larsen kalder timingen rigtig for både træner og klub.
- Han arbejder ud fra en fodboldfilosofi, der matcher den måde, vi tilstræber os at spille på, og vi ser en tydelig sammenhæng mellem hans idéer og vores sportslige retning.
- Mike har stået på spring til at tage næste skridt i sin trænerkarriere, og vi er glade for, at han har valgt at gøre det sammen med os, siger Jacob Larsen.
- Han er en tydelig leder med stærke principper, og vi forventer, at han fra første dag vil tilføre intensitet og fremdrift til vores arbejde - både på træningsbanen og i hverdagen i klubben, siger han.
FCM skal i efteråret deltage i Europa League. I Superligaen er midtjyderne nummer to. Holdet er et enkelt point efter rivalerne fra FC København.
/ritzau/