Mere fritid har bragt landstræneren tættere på spillerne

3. DEC 2024 • 12:00SPORT

Stoppet i Team Esbjerg har givet Jesper Jensen bedre tid til at lære de enkelte landsholdsspillere at kende.

Landstræner Jesper Jensen er kommet til sine første fem slutrunder direkte fra en travl hverdag som klubtræner for Team Esbjerg.

Men efter sommerens OL i Paris stoppede han som klubtræner og har været landstræner på fuldtid frem til det igangværende EM.

Han mener ikke, at stoppet i Esbjerg gør ham til en bedre landstræner eller giver ham mere overskud, som udmønter sig i bedre beslutninger. Til gengæld kan han mærke, at han er kommet tættere på spillerne.

- Der er nogle spillere, som jeg har lært endnu bedre at kende, fordi jeg har haft tid og mulighed for det. Og fordi jeg har haft de snakke med flere, så er de måske også mere fortrolige med at komme og banke på, forklarer landstræneren.

- De har måske også lettere ved at skrive en besked og høre, om jeg lige har fem minutter til at vende noget. Vi er kommet tættere på hinanden, og det er der langt mere behov for, end man lige kan se udefra.

Tidligere har assistentlandstræner Lars Jørgensen stået for kontakten med klubber og spillere uden for landsholdsterminerne, fordi Jesper Jensen har været travlt beskæftiget med klubjobbet.

Det har fungeret glimrende ifølge trænerne selv, og at dømme ud fra resultaterne er det svært at argumentere imod.

Jesper Jensen er dog ikke blind for, at når holdet forhåbentlig kommer langt til EM, så kan han komme til at virke som en bedre træner for de spillere, der bliver presset undervejs, fordi han kender dem endnu bedre nu.

- Når vi står med en spidsbelastningsperiode, som et mesterskab er, så tror jeg, at jeg bedre kan se på Sarah Iversen, hvornår hun er presset, hvornår hun har brug for hjælp, og hvornår hun ikke har brug for hjælp. Jeg kan bedre se på Mie Højlund, hvad det helt præcist er, hun har brug for, lyder det fra landstræneren.

Som nævnt har det virket uproblematisk, at Jesper Jensen ved siden af landstrænerjobbet har stået i spidsen for Team Esbjerg.

Det har selvsagt betydet, at en del af landsholdsspillerne også har haft ham som træner i det daglige, mens andre har haft ham som rival.

Og spørger man assistenten Lars Jørgensen, så er arbejdet med klubberne og spillerne i klubregi i hvert fald blevet lettere nu.

- Hans tilstedeværelse ude i hallerne og klubberne er blevet større, og der er mere kvalitet i det, fordi der ikke er noget underliggende baggrundstæppe af, om han kan have en skjult agenda med noget, siger Lars Jørgensen.

- Det er blevet lettere for klubtrænerne at have en åben og ærlig dialog med ham. Både Jesper og klubberne har været dygtige til at administrere det, men nu skal ingen tænke over, om han står der som klub- eller landstræner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT