Mads Würtz skrotter landevejen endegyldigt og bliver på gruset
Ingen professionelle landevejshold har vist interesse i Mads Würtz Schmidt, og det passer ham fint.
Et sted i Mads Würtz Schmidt var der en idé om, at han måske kunne gøre comeback som landevejsrytter, men den idé har han droppet.Efter en sæson på grus har den tidligere World Tour-cykelrytter besluttet at forblive gravelrytter næste år.
- Faktisk tog jeg beslutningen allerede i juni.
- Selvfølgelig, hvis der kom et rigtig godt tilbud fra landevejen, ville jeg nok ikke sige nej til det. Men sandsynligheden, for at det ville ske, var minimal, og der har heller ikke været noget interesse fra landevejshold, siger Mads Würtz Schmidt.
Da han sidste år havde kontraktudløb hos Israel-Premier Tech blev kontrakten ikke forlænget, og der var ikke andre professionelle landevejshold, der bød sig til.
Derfor var Mads Würtz Schmidt en smule i vildrede og barslede med idéen om at åbne en sandwichbar i Girona for at få smør på brødet. Men så kom muligheden for at skifte til den voksende disciplin gravel, og den greb han.
Siden har han vundet flere store løb, blandt andet EM for tre uger siden.
- Jeg synes, at gravel har været sjovt. Jeg kunne godt selv have valgt at gøre noget aktivt og jagte et comeback på landevejen, men det har jeg ikke gjort. Så jeg fortsætter på gruset, og det har jeg det rigtig godt med, siger Mads Würtz Schmidt.
Lige nu finansieres hans liv af personlige danske sponsorer. En optiker i Randers, en entreprenør og et firma med speciale i blandt andet vaskeriløsninger sørger for, at han får smør på brødet.
Da han sidste år skulle planlægge sit liv, havde mere relevante udstyrssponsorer nemlig allerede brugt deres budgetter. Det er formentlig anderledes denne gang, men Mads Würtz Schmidt vil ikke afsløre, hvordan opskriften til hans levebrød ser ud for næste år.
- Jeg kan ikke sige noget om det endnu. Men jeg har fuldstændig styr på næste år, siger Mads Würtz Schmidt.
Den 31-årige randrusianers sæson kulminerer søndag, hvor han kører VM i gravel, hvor også landevejsstjerner som Tom Pidcock og Tim Wellens stiller op.
/ritzau/