Dansk islegende får adrenalinrus hos overraskende tophold

10. OKT 2025 • 07:30SPORT

Kim Staal nyder arbejdet med deltidsspillerne i Herlev Eagles, der har taget fusen på de større konkurrenter.

8 kampe, 8 sejre og 23 ud af 24 point.

Herlev Eagles har fået en sensationelt god start på sæsonen i Metal Ligaen. Det er med en ny assistenttræner i skikkelse af legenden Kim Staal, der havde en stor karriere i en lang række klubber - blandt andet Herlev - og var landsholdsspiller i næsten 20 år.

- Vi har en stærk tro på os selv, men vi er nok noget overraskede over at stå her, hvis man regner ud fra hierarki, budget og meritter. Jeg er stolt over, at vi har spillet otte gode kampe og givet os selv chancen for at vinde alle, siger Kim Staal.

Succesen i Herlev, der i syv af de seneste otte sæsoner er endt som nummer syv eller otte, er imod sund fornuft, da den storkøbenhavnske klub kører med et af ligaens laveste budgetter.

Ifølge Staal er blot syv-otte af spillerne fuldtidsprofessionelle, og de sidste cirka to tredjedele af truppen spiller på deltid med job og studier ved siden af karrieren.

- Det er ingen hemmelighed, at vores trup er billigere end de andres, og det giver andre vilkår, så vi skal have endnu mere ud af spillerne. Jeg er imponeret over, hvor meget de her gutter ofrer, om de så er tømrer eller revisorlærling.

- Nogle gange møder de til træning helt bælgøjede, og så skal de lige lande med en kop kaffe, før de får kastet videoklips i hovedet. Det er en spændende udfordring at skulle balancere mellem dosering og presse på for at gøre dem bedre.

- Det er en meget speciel gruppe, vi har i år med deres nærvær og intensitet, og så er der en masse hockey i dem, fortæller Kim Staal om truppens styrke.

Han trak stikket som spiller i 2019 og har kun haft mindre job i sporten siden. Han har været angrebstræner på juniorlandsholdet og senest trænerassistent hos Malmö Redhawks, før han denne sommer fik samme rolle i Herlev.

Staal har savnet det kick, sporten giver, selv om det ikke helt er det samme som at være spiller.

- Det her med at være en del af noget, der er totalt optaget af fokus. Det er en speciel følelse, når det sitrer med adrenalin i nervesystemet og kilder på en god måde.

- Jeg har altid godt kunne se mig selv som træner, fordi jeg brænder for at udvikle spillere og få dem til at præstere, forklarer Staal.

Han kan da også sagtens se sig selv blive cheftræner en dag.

- På sigt når jeg føler mig klar til det en dag. Det her med at stå med det sidste ansvar og den totale indflydelse. Men det er ikke noget, jeg har haft så meget tid til at fundere over endnu.

I første omgang er fokus på at få Herlev til at præstere over en hel sæson. Assistenttræneren er helt bevidst om, at projektet skal stå sin prøve gennem længere tid, når vilkårene på papiret er bedre hos mange af konkurrenterne.

- Vi startede også sindssygt godt i sidste sæson, og vi ved af erfaring, at det nogle gange tager lidt længere tid hos de store klubber at få tingene til at sætte sig med deres trupper, siger Staal.

Efter en uges kamppause står Herlev foran to opgaver i weekenden, først hjemmekampen mod Rødovre Mighty Bulls fredag klokken 19.30 og derefter søndag klokken 15 ude mod Frederikshavn White Hawks.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT