Efter DR-fyring ansættes debattør på r8Dio
Harald Toksværd er tidligere kommet med kontroversielle udtalelser, som også fik ham fyret fra Danmarks Radio
Debattør Harald Toksværd, som tidligere på ugen blev fyret fra DR, er blevet ansat på taleradioen r8Dio.Det skriver r8Dio i en pressemeddelelse ifølge Journalisten og Berlingske.
Her lyder det videre, at Harald Toksværd skal være en del af et nylanceret "genopdragelsesprojekt".
I pressemeddelelsen understreger r8Dio, at der ikke er tale om et pr-stunt. Men samtidig er det den fiktive radiodirektør Klavs Bundgaard fra satireprogrammet "Undskyld vi roder", som udtaler sig.
Over for Journalisten bekræfter Mikael Bertelsen, som er medejer af r8Dio, at der er tale om et reelt elevforløb.
- Det er et reelt elevforløb, som ved endt uddannelse kan lede til reel ansættelse. Ligesom i DR. Og der kommer radio ud af det, siger han til mediet.
Genopdragelsesprojektet strækker sig ifølge pressemeddelelsen over tre måneder.
Den 28-årige Harald Toksværd fortalte i mandags, at han var blevet fyret fra DR. Dermed skulle han også forlade DR's Talenthold, som han har været en del af siden sommer.
DR's Talenthold er et lønnet toårigt udviklingsforløb i DR.
Harald Toksværd har tidligere gjort sig bemærket med flere kontroversielle udtalelser.
Blandt andet tilbage i 2023, hvor Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale-tænketank Cepos, døde.
Her delte Harald Toksværd en artikel om dødsfaldet på det sociale medie X og skrev "gg, ez" ifølge Berlingske.
Det er et udtryk, som kendes fra gamermiljøet, der bruges til at udtrykke en let sejr efter et spil. Det står for "good game, easy".
Da han blev annonceret som en del af DR's Talenthold i sommer, mødte det også kritik fra blandt andre Liberal Alliances kultur- og socialordfører, Katrine Daugaard, som på X kaldte beslutningen "fuldstændig absurd".
- Harald Toksværd er ikke bare venstreekstrem. Han har også fejret politiske modstanderes død og opdigtet historier om politivold i ungdomshuset. Er det virkelig vores fælles public service-medie værdigt, skrev hun på X.
Dengang forsvarede DR, at Harald Toksværd godt kunne være en del af Talentholdet på trods af sin "fortid som provokerende debattør".
DR begrunder nu fyringen med, at man er blevet bekendt med en række "kontroversielle markeringer", som gør ham inhabil.
/ritzau/