Stolt Froholdt vil knokle for at bevare Riemers tillid

10. OKT 2025 • 08:00SPORT

Victor Froholdt er glad for at have scoret for landsholdet, men vil også score i Parken.

Kometen Victor Froholdt er startet inde i fodboldlandsholdets seneste to kampe, og teenageren vil gøre alt for, at han trods en meget hård konkurrencesituation på midtbanen bevarer startpladsen fremover.

Det siger den 19-årige landsholdsspiller, efter at han torsdag scorede sit første landsholdsmål i 6-0-ydmygelsen af Belarus i VM-kvalifikationen.

- Det er selvfølgelig dejligt at få tilliden og startpladsen, når man arbejder hårdt for noget. Vi har en utrolig dygtig trup med mange dygtige spillere på alle positioner, så man skal virkelig holde sig skarp for at spille på landsholdet, og det vil jeg knokle for at blive ved med, siger Victor Froholdt.

Der var spillet under et kvarter af torsdagens kamp, da han omsatte et oplæg fra Andreas Christensen til Danmarks 1-0-mål på det tomme stadion i Zalaegerszeg.

Målet var vigtigt, men det havde været sjovere at fejre i andre omgivelser, medgiver han.

- Jeg må bare lave mit andet mål i Parken så.

- Det var selvfølgelig rart og en forløsning at score det første mål på landsholdet, for jeg vil gerne bidrage med mål og assister, siger Froholdt.

Froholdt blev skiftet ud i pausen, men ikke fordi landstræner Brian Riemer var utilfreds. I tilfælde af et gult kort ville Froholdt få karantæne mod Grækenland, og den risiko ville Riemer ikke tage, siger han.

Den forklaring tolker Froholdt som ros.

- Det var fair nok at pille mig ud. Jeg tror godt, at jeg kunne have spillet videre uden at få et gult kort, men han ville gerne passe på mig, og det er et eller andet sted et skulderklap og et tegn på, at jeg er vigtig for holdet, siger Froholdt.

Og Froholdt er vigtig for landsholdet, understreger Brian Riemer. På rekordtid har han udviklet sig til at være topfodboldens svar på en schweizerkniv.

- Han er en fantastisk fodboldspiller. Han er et unikt talent, som har en god tendens til at vinde alle fodboldkampe, han spiller. Også når han kun spiller halvdelen af kampen.

- Han er en multifunktionel spiller, der kan spille alle pladser - bortset fra jeg ikke tror, at han kan stå på mål. Han har virkelig givet os værdi i form af sine kompetencer med og uden bold, og mod Belarus fik han også scoret. Han bliver ved med at klatre op ad stigen, og det nyder jeg at følge, siger Riemer.

Han har svært ved at forestille sig, at der kommer landskampe, som af taktiske årsager ikke vil passe til den utrættelige midtbanespiller, der kan lave det grove arbejde, men også har offensiv finesse.

- I mine øjne er der ikke en type kamp, han ikke passer til. Der var nogen, der havde fortalt mig, at han ikke ville passe til at spille mod lavtstående hold som Belarus, men det kan han sagtens. Det gør han uge efter uge i Porto.

- Han er en spiller med en fantastisk fremtid foran sig. Jeg vil kategorisere ham som en prototype på en moderne fodboldspiller, siger Brian Riemer.

Froholdt står nu noteret for fem landskampe og et enkelt mål for Danmark. Han kan få landskamp nummer seks søndag mod Grækenland.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT