Det Hvide Hus kritiserer manglende fredspris til Trump
Den venezuelanske politiker, der fik tildelt Nobels fredspris, dedikerer den til Venezuelas folk -og Trump.
Nobelkomitéen viser ved at undlade at give USA's præsident, Donald Trump, fredsprisen, at den sætter "politik over fred".Det siger Steven Cheung, som er talsperson for Det Hvide Hus, på det sociale medie X.
- Præsident Donald Trump vil fortsætte med at lave fredsaftaler, afslutte krige og redde liv, skriver han.
- Han har en filantrops hjerte, og der kommer aldrig til at blive nogen som ham, der kan flytte bjerge alene med viljestyrke.
- Nobelkomitéen har bevist, at den sætter politik over fred.
Det var den venezuelanske politiker María Corina Machado, som fredag klokken 11.00 blev tildelt fredsprisen.
Machado regnes som leder af den venezuelanske opposition. Hun blev i 2024 forhindret i at stille op som præsidentkandidat og dermed udfordre den nuværende præsident i Venezuela, Nicolas Maduro.
Trump har i de seneste måneder ikke lagt skjul på, at han selv mener, at han burde få Nobels fredspris.
Han har fremhævet en række fredsaftaler, der er blevet indgået i hans præsidenttid, som en god begrundelse.
Kritikere af Trump har peget på en række punkter, hvor han er mindre oplagt som kandidat.
De har fremhævet, at han har trukket USA ud af internationale organisationer og traktater, begyndt handelskrige, ikke villet udelukke at bruge magt for at tage Grønland fra Danmark og har sendt soldater fra Nationalgarden ind i amerikanske byer.
Venezuelanske Machado fik fredag prisen for sit "arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas befolkning", lød det i motiveringen fra komitéen.
- Som leder af demokratibevægelsen i Venezuela er María Corina Machado et af de mest ekstraordinære eksempler på civilt mod i Latinamerika i nyere tid, vurderede komitéen.
Halvard Leira, som er forskningschef på Norsk Udenrigspolitisk Institut, påpeger over for nyhedsbureauet Reuters, at USA har et særdeles anstrengt forhold til Maduro og også på det seneste har angrebet flere både - angiveligt med narkotika - ud for Venezuelas kyst.
- Den demokratiske opposition i Venezuela er en, som USA har været meget ivrig for at støtte, siger Leira.
- Så på den måde er det meget svært at se dette som en fornærmelse mod Trump, lyder det fra den norske forskningschef.
I et opslag på X roser Machado da også Trump for støtten.
- Vi er på tærsklen til sejr, og i dag mere end nogensinde regner vi med præsident Trump, det amerikanske folk, folkene i Latinamerika og verdens demokratiske nationer som vores vigtigste allierede i kampen for frihed og demokrati, skriver hun og tilføjer:
- Jeg dedikerer denne pris til det lidende folk i Venezuela og til præsident Trump for hans afgørende støtte til vores sag.
/ritzau/