Thomas Tuchel kalder Wembleys atmosfære stille og trist

10. OKT 2025 • 08:18SPORT

England åbnede flyvende, men fik ingen energi fra tilskuerne på Wembley mod Wales, mener Thomas Tuchel.

Det hører til sjældenhederne, at en toptræner kritiserer egne fans. Men det gjorde Englands tyske landstræner, Thomas Tuchel, torsdag.

England bragte sig på 3-0 efter 20 minutter af testkampen på Wembley mod Wales, og derved blev det efter de sidste 70 minutter, hvor Wales' omkring 7000 fans var blandt højdepunkterne.

- Vi kunne have været foran 5-0 ved pausen, men vi kunne ikke score nummer fire og fem. Stadion var stille. Vi fik ingen energi tilbage fra tribunerne.

- Vi gjorde alt for at vinde, siger Tuchel til ITV lige efter kampen og svarede ja til, at han forventede mere af fansene.

- Hvad mere kan man give på 20 minutter? Vi lod dem (Wales, red.) ikke slippe. Så hvis man kun hører Wales-fansene i en halv time, er det trist, for holdet fortjente en bedre opbakning.

Tuchel uddybede sin kritik på det efterfølgende pressemøde.

Han kalder støtten i seneste udekamp, 5-0 over Serbien i VM-kvalifikationen i september, "helt fantastisk" og understreger, at han generelt "elsker" de engelske fans og deres vanlige opbakning.

Men mod Wales matchede støtten ikke spillernes indsats, mener tyskeren.

- Vi var foran 3-0 efter 20 minutter. Vi erobrede den ene bold efter den anden. Jeg tænkte: "Hvordan kan loftet stadig være på stadion?". Det kunne have hjulpet os i nogle momenter i anden halvleg, siger Tuchel.

England gæster tirsdag Letland i VM-kvalifikationen. England var vundet sine første fem kampe med samlet 13-0 og er meget tæt på at sikre sig en billet til næste års slutrunde i USA, Mexico og Canada.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT