Regeringschef om oprustning: Vil ikke øge spændingerne i Grønland

27. OKT 2025 • 12:07ERHVERV/POLITIK

Grønlandske partier har været informeret om delaftale, som ikke vil øge spændingerne ifølge regeringen i Nuuk.

Den grønlandske regering afviser beskyldninger om, at verdens største ø bliver militariseret som følge af aftalen med Danmark om at opruste i Arktis og Nordatlanten.

Planen indeholder blandt andet nye arktiske krigsskibe, overvågningsfly, nyt militært hovedkvarter, en ny militærenhed og specialenhed, en udvidelse af havnen i hovedstaden Nuuk og et nyt søkabel. Men det er ikke en militarisering, lyder det.

- Naalakkersuisut ønsker ikke at øge spændingerne. De nye aftaler går ud på, at der skal være bedre beredskab og bedre kontrol, sagde regeringschef Jens-Frederik Nielsen på et pressemøde fredag ifølge Sermitsiaq.

Aftalen er forhandlet på plads mellem den danske regering og regeringerne i Grønland og Færøerne.

Undervejs har flere grønlandske borgmestre kritiseret lukketheden, og Selvstændighedspartiet Naleraq har beskyldt regeringerne for at militarisere og gøre Grønland til et "decideret militært mål", som bringer borgerne i fare.

Men begge dele afviste den grønlandske regering på pressemødet.

Naleraq er ikke med i aftalen, men er alligevel blevet orienteret, og det er op til partilederne selv at orientere deres partifæller ifølge minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt fra Siumut.

- Vi har informeret alle partiformændene her i landet og informeret om aftalerammerne. Dertil har de haft mulighed for at komme med ønsker og bemærkninger. Muligheden har været åben for alle partiformændene. Og tilbagemeldingerne fra dem er også medtaget, sagde hun ifølge KNR.

Også den nye formand for regeringspartiet Siumut, Aleqa Hammond, har kritiseret sin egen partifælle Vivian Motzfeldt og oprustningen.

- Det virker, som om Danmark og dets Nato-partnere ser os som et sted, hvor de kan gøre, hvad de vil, så længe det passer dem. Det må høre op, har hun sagt til KNR.

Aleqa Hammond henviser i sin kritik blandt andet til militære øvelser og til Ilulissat-aftalen fra 2008, der fastslog, at Arktis ikke skal militariseres.

Men kritikken fra sin egen partiformand har Vivian Motzfeldt tidligere afvist.

- Jeg synes, det er meget, meget vigtigt at sige, at de udfordringer, verden har i dag, ikke kan løses med nogle aftaler, som man har lavet for 20 år siden, har Vivian Motzfeldt sagt til DR.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT